Politirapporten fra 2024-12-12
Der var stjålet flere terrassevarmere fra outlet-centeret. Den ene var dog forsynet med gps, og ud fra signalet viste det sig, at den stjålne genstand befandt sig på en anden adresse i byen. Politiet kørte til stedet og efter nogen tids søgen fandt man de stjålne varmere samt en ladcykel, der også var meldt stjålet tidligere på måneden fra en adresse i Roskilde. Under ransagningen blev der også fundet 35 gram amfetamin samt lidt hash. Og i et kælderrum dukkede endnu en stjålet cykel op sammen med noget værktøj, som nu skal undersøges nærmere, så det kan vurderes, om det også er tyvekoster. En 26-årig mand tilknyttet adressen blev sigtet for de mange tyverier.