Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet fra 8. august til 15. august 2017.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Blufærdighedskrænkelse – Klosterparks Alle, Ringsted
Mandag den 14. august kl. 21.31 anmeldte en 15-årig pige fra Ringsted, at hun på et tidspunkt i tidsrummet kl. 15.00-16.00 på en fastfood-restaurant var gået ind på handicap-toilettet. Hun låste ikke døren, da hun troede, at hendes veninde stod afventende lige udenfor. Pludselig kom en mand ind til hende på toilettet ad den ulåste og ubevogtede dør, tog fat i hendes arm og hev i hendes trusser, så de gik i stykker. Den 15-årige skreg op, hvorefter manden løb fra stedet, da den 15-åriges veninden løbende kom hende til undsætning.
Politiet har kun oplysninger om, at der var tale om en høj mand, som nu forsøges identificeret via eventuel videoovervågning ved restauranten.
Færdselsuheld – Nordre Ringvej-Klostervang, Ringsted
Kl. 17.30 blev en 41-årig mand fra Korsør i sin personbil påkørt, da han efter kørsel ad Nordre Ringvej svingede til venstre mod Klostervang i det lysregulerede vejkryds. Den modkørende varebil ført af en 66-årig mand fra Sorø kunne ikke undgå påkørslen, da begge kørte frem for grønt lys i krydset. Ingen kom til skade ved uheldet, men der skete skade på de implicerede biler.
Færdselsuheld / spirituskørsel – Roskildevej-Tofteåsvej-Eilekiersvej, Benløse, Ringsted
Kl. 21.50 fik politiet melding om, at en bil var forulykket i rundkørslen i krydset. Det viste sig, at en 52-årig mand fra Tappernøje under kørsel i en personbil ad Roskildevej mod nord påkørte en kantsten, hvorefter han mistede herredømmet over bilen. Han fortsatte ind i rundkørslen, hvor han påkørte en stensætning. Da han var spirituspåvirket under kørslen, blev han anholdt og sigtet for spirituskørsel.
Efter udtagelse af en blodprøve og afhøring til sagen løslod politiet den 52-årige, der dog vil høre nærmere, når blodprøven er blevet analyseret. Ingen andre trafikanter var involveret i ulykken, som den 52-årige slap uskadt fra.
Indbrud i perioden
Klosterparks Alle, Ringsted