Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2020/02/21 til 2020/03/03.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Ulovlig knallert – Roskildevej, Benløse, Ringsted

Kl. 12.10 standsede færdselspolitiet en 30-knallert, der blev ført af en 15-årig dreng fra Ringsted. Da politiet havde en mistanke om, at knallerten kunne køre hurtigere end tilladt, blev den testet på et rullefelt, som afslørede, at den kunne køre 52 km/t mod højst tilladt 30 km/t. Den 15-årige blev derfor sigtet for kørsel på en knallert med konstruktive ændringer. Drengens værge blev efterfølgende underrettet om sagen mod ham.

Demonstration – Torvet, Ringsted

Kl. 14.00 startede en anmeldt demonstration på Torvet i Ringsted med partilederen fra partiet Stram Kurs. Politiet var også til stede og kunne konstatere, at ca. 15 personer i flere aldersgrupper var dukket op. Efter ca. 45 minutter var demonstrationen afsluttet, og politiet kunne konstatere, at den var forløbet rolig og uden sigtelse af nogen for noget strafbart.

Mand fængslet efter knivstikkeri – Ørslevunderskovvej, Ringsted

Kl. 15.36 kom et alarmopkald om, at en 30-årig kvinde var blevet stukket flere gange i kroppen med kniv. Kvinden var alvorligt tilskadekommen, og politi og ambulance kørte hastigt frem, hvor gerningsmanden havde forladt stedet. Den 30-årige blev kørt til sygehuset i kritisk tilstand med livstruende knivstik. Politiet iværksatte en omfattende efterforskning i sagen, herunder en eftersøgning efter den mistænkte, en 20-årig mand Ringsted. Kvinden, som er moster til den 20-årige mands kæreste, havde opsøgt den 20-årige, og der opstod uenighed imellem de to. Dette førte til at den 20-årige stak den 30-årige med en kniv, hvorefter han stak af. Politihunde afsøgte området efter spor, og politiet ledte i området efter den flygtede mand, men fandt ham ikke. Senere på dagen førte politiets efterforskning frem til, at den 20-årige befandt sig i toget mod København. I samarbejde med Københavns Politi blev den 20-årige kl. 18.20 anholdt i toget på Hovedbanegården uden dramatik. Han blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde, hvor han blev varetægtsfængslet frem til den 26. marts 2020. Kvinden er fortsat indlagt, men hendes tilstand er stabil.

Færdselsuheld/spirituskørsel – Egelundsvej, Slimminge, Ringsted – Køge

Kl. 05.30 fik politiet en anmeldelse om, at en bil holdt ude på en mark, og at en mand sad i den. Politiet kørte til stedet og traf en spirituspåvirket, 20-årig mand fra Nørre Alslev, som blev anholdt og sigtet for både spiritus- og narkokørsel i personbilen. Den 20-årige havde ikke noget kørekort, idet hans førerret var inddraget af politiet i forvejen. Han havde under kørslen mistet herredømmet over bilen, som så var havnet ude på en mark. Ingen andre trafikanter var involveret i uheldet, og den 20-årige blev løsladt efter udtagelse af blodprøver til nærmere undersøgelser for både alkohol og euforiserende stoffer. Den 20-årige nægtede i øvrigt at have været fører på uheldstidspunktet, idet han havde overladt bilnøglerne til en anden og blot havde fået at vide, hvor hans forulykkede bil holdt.
Denne sag var i øvrigt anden gang i nat, at politiet kunne mistænke den 20-årige for at have køre bil i spiritus- og narkotikapåvirket tilstand og uden førerret. Kl. ca. 00.10 havde politiet truffet ham kørende på Nordhøj, Køge, og i den forbindelse blevet sigtet for overtrædelse af færdselsloven. I den forbindelse havde politiet også fået udtaget blodprøve af den 20-årige, som under alle omstændighederne vil høre nærmere fra politiet, når efterforskningen i sagen med uheldet er afsluttet, og blodprøverne er blevet analyseret.

Lørdag – søndag:

 

Tricktyveri / misbrug af dankort – Regimentet, Ringsted

Kl. 16.11 anmeldte en 68-årig mand fra Ringsted, at han havde fået stjålet sit dankort, som efterfølgende var blevet misbrugt til hævning af 10.000 kr. bl.a. ved en hæveautomat i Ringsted. De nærmere omstændigheder var, at den 68-årige forinden tyveriet havde været på indkøb i et supermarked og benyttet dankortet til betaling. Han formoder, at PIN-koden var blevet afluret af en fremmed mand og kvinde, som bagefter var fulgt efter ham til Ringsted musikskole, hvor han skulle mødes med nogle andre. Her henvendte manden og kvinden sig til den 68-årige, fremviste et kort og bad om hjælp til vejvisning. Manden begyndte at trænge sig på, så der nærmest opstod lidt håndgemæng. Herunder lykkedes det at stjæle mandens dankort, som så efterfølgende blev misbrugt. De to mistænkte blev beskrevet som: A: Mand, Østeuropæisk af udseende, 40-45 år, 160-165 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: Spids næse, tyndt overskæg, Talte: Engelsk, Iført: Gråt jakkesæt, spidse sko, ternet kasket, Medbragte: Landkort; og B: Kvinde, Østeuropæisk af udseende, 30-35 år, 175-180 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Brun, Hårlængde: Langt, Yderligere kendetegn: Håret opsat i knold, “malet” øjenbryn, uren hud, Talte: Engelsk, Iført: Sort kjole, spidse højhælet sko, Medbragte: Lille taske. Politiet forsøger nu at få de to personer identificeret ud fra signalementet og eventuelle overvågningsfotos fra de steder, hvor dankortet er blevet misbrugt.

Politiet i Ringsted hører gerne fra personer, der har bemærket de to personer i byen. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Færdselsuheld med spiritus – Ringstedvej, Store-Merløse – Holbæk

Kl. 21.19 kørte en varebil med en trailer bagpå, som blev ført ad en 49-årig mand fra Skibby, ad Ringstedvej i sydøstlig retning, hvor den med lav fart drejede til venstre ind på en tankstation. En modkørende personbil, som blev ført af en 34-årig mand fra Holbæk, påkørte varebilens trailer, da den svingede ind til tankstationen. Traileren blev revet af anhængertrækket og snurrede rundt, hvorefter den endte i græsrabatten. Ingen personer kom til skade ved uheldet. Patruljen konstaterede, at den 49-årige fører af varebilen var påvirket af spiritus. Han blev sigtet, anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Politiet optog rapport i sagen, for at belyse omstændighederne omkring uheldet. Når blodprøven kommer og sagen er belyst til fulde, vil politiet tage stilling til, hvem der kan stilles til ansvar for at uheldet skete.

Narkobilist standset af vågen borger – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 23.27 anmeldte en 26-årig mand fra Ringsted, at han var bekymret for en forankørende bilist, som kørte slingrede i en personbil ad Vestmotorvejen i østgående retning mellem afkørsel 36 og 37. En patrulje kørte frem til stedet, men inden den nåede frem fik anmelderen standset bilen. Politiet kom frem og fik kontakt med føreren, en 22-årig mand fra København, som sagde, at han havde røget en hashjoint. Dette blev bekræftet af en test med politiets narkometer. Den 22-årige mand fra København, som førte bilen blev derfor sigtet og anholdt for narkokørsel. Han blev taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Når resultatet af blodprøven kommer, vil den 22-årige høre mere fra politiet.

Indbrud i Perioden

Teglovnsvej, Ringsted
H/F Virkelyst, Gladiolusvej, Ringsted