Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2022/01/19 til 2022/02/01.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 13.54 var en 21-årig kvinde fra Køge kørt ad motorvejen i østlig retning, da det begyndte at regne kraftigt. En forankørende bilist aktiverede sit bremselys og begyndte at slingre, så den 21-årige bremsede kraftigt op og mistede herved kontrollen over sin bil, så hun påkørte autoværnet i midterrabatten.

Hun slap uskadt fra uheldet, og uheldsstedet var i forbindelse med oprydningsarbejdet afspærret med en skiltevogn. Ingen øvrige trafikanter blev direkte involveret i uheldet.

Spirituskørsel – Nørregade, Ringsted

Kl. 00.20 anholdt og sigtede politiet en 30-årig mand fra Ringsted for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Tricktyveri – Østre Ringvej, Ringsted

Kl. 17.47 anmeldte en 55-årig mand fra Jystrup, at han samme dag omkring kl. 16.00-16.30 var blevet udsat for tricktyveri på en pendlerparkeringsplads i Ringsted. En mand som talte gebrokkent tysk henvendte sig og spurgte om vej. Imens blev den 55-åriges rygsæk stjålet fra bilens åbenstående baggagerum.

Manden som henvendte sig beskrives som:
A: Mand, 170 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Brun, Hårlængde: Mellemlangt, Yderligere kendetegn: Mørkt tøj, overskæg., Talte: Tysk.

Tricktyvene var kørende i en udenlandsk mørk personbil. Tasken indeholdt fotoudstyr for omkring 25.000 kr.

Vidner som har bemærket en udenlandsk bil eller den beskrevne mand omkring pendlerparkeringen på Østre Ringvej i Ringsted fredag eftermiddag bedes kontakte politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Færdselsuheld – Østre Ringvej, Ringsted

Kl. 09.51 fik politiet melding om, at der var sket et uheld på Østre Ringvej ved en gangbro hen over vejen, idet gangbroen var blevet ramt.
Det viste sig, at en 57-årig mandlig lastbilchauffør fra Polen havde transporteret en rendegraver på en anhænger. Ved passage af gangbroen over vejen havde rendegraverens gravearm ramt gangbroen, så gravearmen var blevet revet af rendegraveren.
Ingen kom til skade ved uheldet, men det lokale redningsberedskab blev tilkaldt til opsamling af udstrømmende hydraulikolie.
Ringsted kommune blev tillige underrettet om påkørslen af gangbroen, som umiddelbart ikke havde taget skade. Også Vejdirektoratet blev som vejmyndighed underrettet, idet der var opstået nogle små huller i asfalten, da gravearmen var faldet af.
Politiet afsluttede indsatsen på stedet kl. ca. 11.30 og registrerede blot omstændighederne ved uheldet.

Kanonslag ramte pige – Ahorn Alle, Ringsted

Kl. 14.12 fik politiet en anmeldelse fra pårørende til en 13-årige pige fra Ringsted, idet hun kort forinden var blevet ramt af fragmenter fra et henkastet kanonslag ved en busholdeplads ved en skole på Ahorn Alle.
Politiet kørte til stedet og fik kontakt til den 13-årige og hendes pårørende, der påviste brandmærke i hendes jakke efter kanonslaget. Endvidere var hun blevet ramt i ansigtet af fragmenter fra kanonslaget, som en nærmere beskrevet ung mand havde kastet.
Den udpegede mistænkte traf politiet i området, hvorefter politiet foretog anholdelse af en 17-årig ung mand fra Ringsted som mistænkt for at have kastet kanonslaget.

Den 13-årige blev med hjælp fra de pårørende sendt på skadestuen til undersøgelse for eventuelle skader som følge af det henkastede kanonslag, som var landet i en gruppe af personer, der stod afventende ved et busstoppested.

De sociale myndigheder samt forældrene til den 17-årige blev underrettet om anholdelsen af ham, så alle kunne være til stede ved afhøringen, hvor den 17-årige blev sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om at have forvoldt nærliggende fare for andres liv ved at have kastet kanonslaget henimod den 13-årige, så hun blev ramt af fragmenter fra den.

Den 17-årige blev løsladt efter afhøring til sagen og vil senere få sin sag behandlet i ungdomskriminalitetsnævnet.

 

Vanvidsbilist flygtede efter påkørsel af cyklist – Bengerds Alle/Næstvedvej, Ringsted

Kl. 15.49 skete et uheld i T-krydset Bengerds Alle/Næstvedvej i Ringsted, hvor en varebil ramte en cyklist og efterfølgende kørte fra stedet. Føreren af en varebil, en 33-årig mand fra Ringsted, kørte fra Bengerds Alle og frem i krydset, hvor han ramte en cyklist som kørte ad Næstvedvej mod syd. Cyklisten, en 73-årig mand fra Ringsted, væltede som følge af påkørslen, men varebilen stoppede ikke op efter sammenstødet. Den 73-årige blev tilset, men var ikke kommet noget alvorligt til.

En patrulje fra færdselsafdelingen var hurtigt fremme og fandt frem til varebilen. Den 33-årige mand bag rattet var påvirket af spiritus væsentligt over det tilladte, da han blæste alkometeret over 2,0. Han havde desuden ikke et gyldigt kørekort, da han ikke havde generhvervet sit kørekort efter en tidligere frakendelse for spirituskørsel. Han blev anholdt og sigtet for i spirituspåvirket tilstand at være involveret i et uheld og for at flygte fra uheldsstedet. Den 33-årige fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Politiet optog rapport om vigepligtsuheldet.

Den 33-årige kørte i en bil, som ikke tilhørte ham selv. Politiet kontaktede derfor bilens ejer, som blev gjort bekendt med, at hans varebil blev beslaglagt, da kørsel med en promille over 2,0 falder ind under reglerne om vanvidskørsel. Bilejeren accepterede dette og bilen blev taget med af politiet. Retten vil senere tage stilling til, om bilen kan endelige konfiskeres i forbindelse med, at straffesagen afgøres. Bilejeren kan desuden forvente at blive sigtet for, at have overladt bilen til en person uden gyldigt kørekort.