Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2022/02/02 til 2022/02/15.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Færdselsuheld – Køgevej / Kaserne Alle, Ringsted
Kl. 07.46 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til et færdselsuheld i krydset Køgevej – Kaserne Alle, idet en bilist og en cyklist var stødt sammen.
Det viste sig, at en 65-årig mand fra Ringsted i en personbil var kørt ad Kaserne Alle mod syd frem til krydset, hvor han ville svinge til højre ad Køgevej mod vest. Ved fremkørslen over vigelinjen i forbindelse med svingningen blev han på venstre forskærm påkørt af en 36-årig kvinde fra Ringsted, som kørte på cykel ad Køgevej mod vest.
Cyklisten blev efterfølgende kørt til kontrol på skadestuen i Slagelse, men var sluppet uden behandlingskrævende skader.
Politiet optog rapport om uheldet for at få klarlagt de nærmere omstændigheder ved uheldet, herunder om nogen kan have overtrådt færdselsloven.
Grundlovsforhør in absentia – Røveri mod person – Ahorn Alle, Ringsted
Kl. 15.18 anmeldte bekendte til en 56-årig kvinde fra Ringsted, at kvinden under hundeluftning i det grønne område på Ahorn Alle bag Klostermarkskirken var blevet overfaldet og frarøvet en mobiltelefon.
Kvinden var på et tidspunkt mellem kl. 14.50-15.00 blevet overfaldet af en person, der var kommet cyklende til stedet. Cyklisten var stået af sin cykel og havde henvendt sig til kvinden, der pludselig var blevet tildelt slag og spark. Herunder var det lykkedes at fratage en mobiltelefon fra kvinden, inden cyklisten forsvandt i sydlig retning.
Den overfaldne kvinde blev afhørt til sagen og efterfølgende i en tilkaldt ambulance bragt til skadestuen i Slagelse til fornøden undersøgelse og behandling for skader i anledning af overfaldet.
En hundepatrulje blev sendt til gerningsstedet for at lede efter både spor fra overfaldet, som politiet anså som et røveri, og efter spor, der kunne føre identifikation af cyklisten.
Under politiets arbejde i det grønne område passerede tilfældigt en cyklist, hvis signalement passede på den beskrivelse, som offeret havde givet.
Da politiet kunne mistænke cyklisten for en rolle i sagen om røveriet mod den 56-årige, ville politiet foretage en anholdelse. Herunder trak cyklisten pludselig en kniv frem og angreb den ene politiassistent, så politiet anvendte både peberspray og politistave for at kunne gennemføre anholdelsen, dog uden at nogen var kommet fysisk til skade.
Den anholdte var en 18-årig kvinde fra Ringsted, som blev sigtet for røveri mod hundelufteren. Hun blev transporteret til politistationen i Roskilde, hvor hun blev tilset af en læge, der vurderede, at den 18-årige var så utilregnelig, at hun straks burde indlægges på et sygehus til fornøden behandling.
Kvinden blev således indlagt på et sygehus og vil tirsdag kl. 12.00 blive fremstillet in absentia i et grundlovsforhør ved Retten i Roskilde med krav fra anklagemyndigheden om varetægtsfængsling.
Den røvede mobiltelefon er blevet fundet ud fra oplysninger, som fremkom i forbindelse med afhøring af den 18-årige.
Tyveri fra to varebiler – Anlægsvej / Prinsessevænget, Ringsted
Tidligt tirsdag morgen kl. 06.25 og kl. 06.50 modtog politiet to anmeldelser tyveri fra varebiler, som natten over havde stået parkeret på henholdsvis Anlægsvej og Prinsessevænget.
Varebilen på Prinsessevænget havde fået døren til varerummet opbrudt, hvorefter el-værktøj var blevet stjålet.
Varebilen på Anlægsvej havde også spor efter forsøg på opbrydning af døren til varerummet, hvilket var mislykkedes. Herefter var en rude til kabinen blevet knust, men det var ikke lykkedes hverken at komme ind i varebilen eller at stjæle noget fra den.
Politiet har registreret disse to anmeldelser og efterforsker anmeldelserne ud fra de oplysninger, som er fremkommet. Endvidere vil politiet gerne høre nærmere fra personer, der måtte have bemærket mistænkelige personer eller køretøjer i området i løbet af natten. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Kørsel uden førerret – bil beslaglagt – Jyllandsgade, Ringsted
Kl. 00.21 standsede politiet en personbil til nærmere kontrol af føreren og køretøjet, efter at bilen var blevet ført ad Jyllandsgade mod sydvest frem til en tankstation ved Sorøvej.
Bag rattet sad en 23-årig kvinde fra Ringsted, som ikke havde nogen førerret, idet hun havde et kørselsforbud. Derfor måtte hun ikke køre bil, hvilket hun også burde have gjort, fordi hun oplyste at have røget hash tidligere på dagen og derfor kunne mistænkes at være påvirket af narkotika under kørslen.
Hun blev derfor sigtet for de to overtrædelser af færdselsloven og fik i forbindelse med en kortvarig frihedsberøvelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Politiet kunne ved en nærmere kontrol konstatere, at den 23-årige kvindelige fører også var blevet afsløret to gange tidligere i januar måned. Med denne tredje kørsel inden for kort tid uden den fornødne førerret fandt politiet grundlag for at beslaglægge hendes personbil med henblik på senere konfiskation.
Den 23-årige vil derfor høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen fra hendes blodprøve foreligger, ligesom hun senere vil blive indkaldt til et retsmøde, når sagen og spørgsmålet om endelig konfiskation af bilen skal afgøres.
Uro og uorden – Anlægsvej, Ringsted
Kl. 21.33 kontaktede en lokal borger politiet, fordi nogen affyrede kanonslag i området ved kunststofbanerne på Anlægsvej. Der skulle være tale om personer i to mindre biler i farverne rød og sort. Under anmeldelsen kunne politiet via telefonen høre, at kanonslag blev affyret.
En patrulje kørte til området, men politiet fandt hverken køretøjer eller personer, der kunne mistænkes for den ulovlige brug af fyrværkeri.
Sløv bil afslørede narkobesiddelse – Ringsted
Kl. 16.34 bemærkede en patrulje en bil, hvis fører førte bilen med noget lavere hastighed end forventet i færdslen på Parkstræde og Nørregade i Ringsted.
Efter standsning af bilen fik politiet kontakt til en 22-årig mand fra Ringsted bag rattet og med en 28-årig mand fra Karlslunde som passager.
Ved en nærmere kontrol af de to mænd kunne politiet konstatere, at passageren havde noget hvidt pulver ved næsen, hvorfor politiet fik mistanke om, at de to mænd kunne være i besiddelse af narkotika.
Det viste sig, at begge mænd var i besiddelse af mindre mængder af hash, kokain og ecstasy, ligesom passageren også havde en ulovlig kniv på sig. Begge var også i besiddelse af kontanter, som blev beslaglagt ud fra en mistanke om, at pengene stammede fra narkohandel.
Politiet fandt grundlag for at foretage ransagning af den 22-åriges bopæl, hvor politiet også fandt ulovlige effekter.
Samlet blev der i alt beslaglagt et femcifret kontantbeløb, godt 54 gram hash, en joint, 1,35 gram ecstasy, 0,02 gram kokain og en digitalvægt ud fra en mistanke om overtrædelse af primært lov om euforiserende stoffer for de to mænds vedkommende.
De vil nu høre nærmere fra politiet, når sagerne mod dem skal afgøres.
Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Ringsted
Kl. 15.46 slog en 27-årig mand fra Korsør alarm til politiet, fordi han var blevet impliceret i et færdselsuheld på Vestmotorvejen ca. fire km. fra Ringsted. Modparten i uheldet var kørt var stedet uden at give sig til kende og i øvrigt deltage i de foranstaltninger, som uheldet gav anledning til.
Politiet fik på uheldsstedet kontakt til den 27-årige, hvis bil havde skader i fronten. Han havde inden uheldet kørt i vestlig retning i overhalingssporet i forbindelse med overhaling af flere lastbiler i vognbanen nærmest nødsporet.
En bilist bagfra havde overhalet højre om ved at presse sig ind mellem lastbiler, inden denne bilist ifølge den 27-årige var kørt ud i overhalingssporet igen og accelererede op.
Kort efter bremsede denne bilist helt op og holdt stille, medens trafikken foran kørte videre. Den 27-årige kunne trods opbremsning ikke undgå at påkøre bagenden på bilen.
Begge parter kørte ind i nødsporet, men modparten forlod pludselig stedet uden at tale med den 27-årige om uheldet.
Den flygtede bilist blev beskrevet som en 20-30 årig mand, der kørte i en lys VW med gule nummerplader og med anhængertræk. Bilens emblem bagpå var faldet af, og bilen havde i øvrigt skader på både kofangeren og anhængertrækket som følge af uheldet.
Politiet har optaget rapport om sammenstødet i et forsøg på at få identificeret modparten i færdselsuheldet. Ingen af parterne kom til skade.
Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Ringsted
Kl. 17.42 mistede en 24-årig mand fra Sorø kontrollen over sin personbil, da han kørte ad motorvejen i vestlig retning omkring afkørsel 36 Ringsted N. Formentlig på grund af nedbør og dermed nedsat sigtbarhed mistede han kontrollen over sin bil, der ramte autoværnet i midterrabatten.
Politiet hjalp bilejeren med at få bilen, der havde fået ødelagt venstre forskærm, flyttet ind i nødsporet. Der blev således ikke brug for den skiltevogn, som var blevet sendt til uheldsstedet.
Politiet registrerede blot omstændighederne ved uheldet, hvor ingen kom til skade, og ingen øvrige trafikanter blev involveret.
Uorden i toget – Jernbanevej, Ringsted
Kl. 19.28 bad DSB-personale om assistance fra politiet, idet flere personer i et tog, der ville ankomme til Ringsted station, var truende over for togpersonalet og i øvrigt ikke ønskede at identificere sig.
På Ringsted station fik politiet kl. 20.10 kontakt til en udenlandsk mand, som åbenbart ikke oplyste korrekt identitet over for politiet. Derfor blev han frihedsberøvet og senere identificeret som en 24-årig mand fra Marokko.
Da han tillige var lidt påvirket, fik han et kortere ophold hos politiet, inden han senere på aftenen blev vurderet i stand til at klare sig selv og derfor kunne løslades. Politiet fandt ikke grundlag for at sigte hverken ham eller andre for noget i anledning af episoden i toget.