Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2025/03/14 til 2025/03/25.
Brand i skur – Roskildevej, Ortved, Ringsted
Kl. 16.48 opstod brand i et skur, hvor der lå en halmballe. Beboerne havde kort forinden slået græs med en havetraktor, som holdt parkere tæt ved. Husejeren opdagede ilden og forsøgte at slukke branden uden held. Da brandvæsnet kom frem var skuret overtændt, og ilden havde fat i havetraktoren og en ældre plov. Branden blev slukket, og ingen kom noget til. Politiet optog rapport om branden, og skal nu afklare, om der er tale om uforsigtighed i forbindelse med brandens opståen.
Brand i solcellebatteri – Åkandevej, Ringsted
Kl. 10.13 anmeldte ejeren af et kolonihavehus, at havde lydt et brag fra soveværelset, hvorefter huset stod i flammer. Politi og brandvæsen kørte til stedet, og ilden blev slukket, men der skete store skader på træhuset. I huset var installeret solceller, som var koblet til et stort batteri, som stod i soveværelset, hvor branden menes at være startet. Ingen personer kom noget til.
Butikstyv – Klosterkrogen, Ringsted
Kl 11.08 blev politiet tilkaldt til en elektronikforretning, hvor en 38-årig polsk mand havde forsøgt at gå ud af butikken med flere sd-kort og et sæt høretelefoner uden at betale. Personalet havde stoppet ham. Det viste sig, at han også havde 2 gram hash på sig. Manden fik sagen afgjort med en straksbøde.
Forsøg på tyveri af dieselolie – Balstrupvej, Ringsted
Kl. ca. 02.30 natten til søndag bemærkede en opmærksom politipatrulje en henstillet varebil ved et busselskabs adresse. Da den registrerede ejer af varebilen umiddelbart ikke kunne sættes i forbindelse med busselskabet, blev en hundepatrulje tilkaldt for at undersøge området nærmere, fordi politiet gennem den senere tid havde modtaget flere anmeldelser om tyveri af dieselolie fra parkerede busser.
En patruljehund konstaterede færden på busselskabets område, og sporene efter den menneskelige aktivitet førte via nærliggende veje ca. 350 meter væk, hvor politihunden fandt en mand gemme sig i et buskads.
Der var tale om en 37-årig mand fra Slagelse, som blev anholdt, da han ikke kunne redegøre for sin færden og adfærd i området, og fordi han havde en relation til den tidligere fundne varebil.
På arealet ved busselskabets adresse fandt politiet pumpeudstyr og flere dunke fyldt med ca. 250 liter dieselolie, som blev beslaglagt som bevis i en sag om tyveri af brændstof.
Den anholdte 37-årige blev sigtet for forsøg på tyveri af dieselolien, men blev løsladt efter afhøring til sagen, som senere får et strafferetligt efterspil for hans vedkommende.
Mand anholdt for røverier og kassedyk i supermarked – Benløse, Ringsted
Lørdag middag blev en 38-årig mand fra Ringsted anholdt og sigtet for to røverier og et kassedyk mod samme supermarkedskæde i Ringsted.
Fredag aften omkring kl. 20.15 var supermarkedet i Jyllandsgade udsat for et røveriforsøg, hvor en mand først truede personalet verbalt og herefter selv forsøgte at åbne kassen. Han stak dog af fra stedet uden at få nogen værdier med sig. Personalet genkendte manden, som også var mistænkt for stå bag et kassedyk i samme butik den 2. marts, hvor det lykkedes ham at stjæle kontanter fra butikken. Den 4. marts blev et supermarked på Roskildevej udsat for at et røveri, som den 38-årige også er mistænkt for at stå bag. Her optrådte han truende over for personalet og fik udleveret kontanter fra kassen før han stak af.
Den 38-årige, som var et kendt ansigt i butikken, blev genkendt på overvågningsvideoen, og han blev anholdt i sit hjem, hvor der samtidig blev ransaget efter beviser i sagen. Under ransagningen blev desuden fundet 0,33 gram amfetamin, som han blev sigtet for at besidde.
Han blev taget med på politistationen til afhøring og sagsbehandling, hvorefter sagen blev juridisk vurderet. Der blev ikke fundet grundlag for at fremstille den 38-årige i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling. Han blev derfor løsladt, men kan forvente et retsligt efterspil senere.
Påvirket bilist – Møllevej, Ringsted
Kl 00.54 bemærkede politiet en personbil, der holdt i tomgang. I bilen var en 20-årig mand fra Store-Heddinge. Da han blev testet med narkometer viste det sig, at han var påvirket af både kokain og cannabis, hvilket han erkendte. Desuden blev han også sigtet for at føre bil uden at have gyldigt kørekort. Ejeren af bilen var også med i køretøjet og han blev sigtet for at overlade bilen til en person uden kørekort.
Seriehærværk mod biler – Godsbanevej, Ringsted
Mandag anmeldte flere bilejere, at der var begået hærværk på deres bil, som havde holdt på parkeringspladsen ved Ringsted Station mellem søndag aften og mandag morgen.
Indtil videre er anmeldt hærværk mod seks biler, som har fået knust ruder og fået ridser eller buler. Umiddelbart er der ikke stjålet noget af større værdi fra bilerne, men kun tale om hærværk. Politiet indhenter nu overvågning fra DSB og forsøger at opklare sagerne om seriehærværket.
Vidner, som har bemærket noget mistænkeligt på den sydlige parkeringsplads ved Ringsted Station natten til mandag bedes ringe på tlf. 114.
Tre ældresvindlere anholdt – Køge, Ringsted, Lejre og Holbæk
I går morges slog politiet til mod tre mistænkte ældresvindlere, som blev anholdt og deres hjem i Borup, Taastrup og Frederikssund blev ransaget. De tre anholdte på 19, 21 og 22 år blev taget med til afhøring og sigtet for i alt syv sager om ældrebedrageri og to forsøg.
I Holbæk i februar i år blev en 85-årig kvinde snydt af falske bankmænd, som hentede hendes dankort med kode og overtalte hende til at udlevere alle sine smykker incl hendes vielsesring, som de sagde skulle vurderes. Der blev hævet 17.000 kr fra kvindens kort. Den 19-årige mand fra Frederikssund er sigtet i den sag.
Den 21-årige fra Taastrup er sigtet for i alt fem sager om bedrageri mod ældre kvinder i Borup, Ringsted og Kirke-Hyllinge i år og et forsøg. Han fik i alt et udbytte på 65.500 kr.
Den 22-årige mand fra Køge er mistænkt for at have handlet i forening med den 21-årige. Sammen snød de en 89-årig kvinde fra Borup, som i januar blev franarret dankort og kode, og der blev efterfølgende hævet 15.000 kr. Den 22-årige er desuden sigtet for et forsøg på bedrageri.
De tre anholdte blev afhørt til sagerne, som de nægtede. Der var ikke grundlag for at varetægtsfængsle de tre mænd, som kan forvente et retsligt efterspil senere.
Indbrud i Perioden
Hulegårdsvej, Ringsted
Industriparken, Ringsted
Sct. Hansgade, Ringsted