Under overskriften ”Sådan skaber du medvind, selv i den strideste modvind” vil Charlotte Bircow holde foredrag om mental og fysisk sundhed.
Det sker tirsdag den 28. april 2015 kl. 19.30 i Ringsted Kongrescenter.
Charlotte Bircow er bedst kendt som Danmarks fitnessdronning med de legendariske “Balder af stål”, men i forsommeren 2011 blev hun ramt af brystkræft. Hendes identitet og selvopfattelse blev stærkt udfordret, og det samme gjorde i øvrigt hendes balder, der kort efter diagnosen kunne fejre 50 års fødselsdag. Ved at fastholde sit positive livssyn, et stærkt “forbrug” af motion og mental træning, kom hun hurtigt tilbage i topform.
I dette foredrag vil du opleve en række af de metoder og tricks, som Charlotte har benyttet hele livet igennem til at blive et lykkeligt og stærkt menneske.
Følg hendes personlige historie gennem livets op- og nedture. Et liv hvor hun konstant har sværget til en proaktiv adfærd frem for en reaktiv. Hvor hun konstant har fokuseret på løsningen frem for problemet.
Foredraget handler meget lidt om sorgen og tvivlen forbundet med sygdommen – og langt mere om at overkomme den og blive sund og rask igen. Om hvordan man slipper bekymringerne og bruger de rigtige gear til at komme positivt og stærkt op ad bakken.
Arrangør: www.foredragsfabrikken.dk. Køb billetter på www.billetnet.dk.