På et møde i Ringsted Kommunes Økonomiudvalg mandag aften blev politikerne enige om at indstille til Byrådet, at kommunen går i dialog med Danish Crown om vilkårene for eventuelt at købe grundarealer på den tidligere slagterigrund tilbage.

Da Ringsted Kommune tilbage i 1972 solgte det ca. 800.000 m2 store areal til Forenede Sjællandske Andelsslagterier – i dag Danish Crown – til en salgspris på ca. 4,8 mio. kr., blev der samtidig tinglyst en tidsubegrænset tilbagekøbsret for Ringsted Kommune.

Nu vurderer Ringsted Kommune, at den tilbagekøbsret stadig er gældende. Det er blevet aktuelt efter Danish Crown i begyndelsen af april i år satte slagteriet og de ubebyggede grundarealer til salg i budrunde via ejendomsmægleren EDC Erhverv.

Og da arealet omkring den tidligere slagterigrund potentielt kan komme i spil som et helt nyt erhvervsområde med masser af nye arbejdspladser, var der enighed blandt politikerne i Økonomiudvalget om at indstille til Byrådet, at der rettes henvendelse til Danish Crown for at drøfte vilkårene for at købe arealer tilbage. Byrådet mødes næste gang den 12. maj.

Borgmester Klaus Hansen (V) siger, at den tidligere slagterigrund naturligvis er interessant for Ringsted Kommune:

– Vi var meget kede af skulle sige farvel til 1200 arbejdspladser sidste år, da Danish Crown valgte at lukke ned. Heldigvis har vi andre strenge at spille på i Ringsted. Business Park Ringsted blev udsolgt i rekordfart, og vi er også meget optagede af, hvordan vi kan tiltrække endnu flere virksomheder til Ringsted, så vi kan få vækst og nye job fx også på den tidligere slagtergrund, siger Klaus Hansen.

Forhold skal undersøges til bunds
Klaus Hansen understreger, at Byrådet på mandag alene skal tage stilling til, om kommunen skal indlede dialog med Danish Crown om vilkårene for et eventuelt tilbagekøb. Det indebærer bl.a. en politisk drøftelse af, hvad et tilbagekøb vil betyde for kommunen.

På den ene side kan der være oplagte muligheder for at indgå partnerskabsaftale med en eller flere udviklere om at skabe nyt område og samtidig sikre udviklingsmuligheder for flyvepladsen i Ringsted. På den anden side vil et køb også betyde store udgifter, som skal finansieres af kommunekassen, da der ikke er sat penge af i budgettet.

– Alt det skal vi have en første vigtig drøftelse af på vores byrådsmøde på mandag. Der er ingen tvivl om, at området omkring Danish Crown er interessant, men vi skal altid være grundige og tænke os rigtig godt om inden vi træffer en så stor beslutning, siger Klaus Hansen.

Foto: ABW