Der er godt nyt til alle motionister og naturelskere. Den årlige vandrefestival lægger nemlig igen vejen forbi Ringsted, og der vil være seks spændende ture at vælge imellem.
Vandrefestivallen er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor aktive sjællændere mødes og vandrer i den lokale natur. I år er der seks skønne ture af forskellig længde og sværhedsgrad i Ringsted Kommune, og de vil alle være guidet af en lokalkendt turleder, der fortæller om omgivelserne under turen.
Det er gratis at deltage i turene. Alt man skal gøre er at møde op med sin gode energi og sit gode humør.
De enkelte ture i Ringsted er beskrevet på hjemmesiden: www.vandrefestival.dk. På hjemmesiden kan man også læse mere om de mange andre ture, som er arrangeret på hele Sjælland og Lolland-Falster.
Mange gode grunde til at gå
Udover muligheden for at møde nye mennesker og opleve den smukke, lokale natur, er der også en lang række fysiske grunde til, at det er en god idé at komme op af sofaen og ud i naturen, selvom sommervejret ikke viser sig fra sin bedste side. Blandt andet har forskning vist, at gang giver en skarp og glad hjerne, et sundt hjerte samt modvirker sukkersyge og brystkræft. Der er altså ingen undskyldning for at blive i sofaen.
Program
Alle ture under Vandrefestivalen bliver styret af en lokalkendt turleder, som sørger for at alle kommer med ud og hjem igen.
Jystrup – Ringsted. Lørdag den 15. august 2015, start kl. 9:30, ved Jystrup kirke. 20 km vandretur, arrangeret Dansk Vandre Laug.
På oplevelse i Kværkeby Fuglereservat. Søndag den 16. august 2015, start kl. 10:00, 2 km. rundtur, mødested; Bjergvej 77, 4100 Ringsted, mellem Vigersted og Kværkeby, arrangeret af Kværkeby Fuglereservat.
Natur- og fortælletur fra Vrangeskov til Roskildevej og tilbage. Søndag den 16. august, start kl. 14, ved Haraldstedvej 130, ved det gamle Traktørsted. 6 km i alt. Arrangeret af Haraldsted – Allindemagle Lokalråd.
Spis Naturen. Søndag 23. august 2015, start kl. 10:00 for enden af Ejlstrupvej, ved sportsfiskeforeningens klubhus, 8 km. Arrangeret af Ringsted Kommune.
Bringstrup-Sigersted Lokalråd arrangere vandretur. Søndag den 30. august, start kl. 14 fra P-pladsen på Vrangstrup Øvej, 4 km.
Vandretur i Skjoldnæsholm og Bistrup skovene. 3. september, start kl. 13 fra P- pladsen ved Gyldenløvshøj, Skjoldenæsvej 140, 4174 Jystrup, 7 – 8 Km. Arrangeret af Ældresagen i Ringsted.