Byrådet inviterer til åben dialog om næste års budget i Ringsted Kommune. Dialogen foregår som en chat med byrådspolitikere på Ringsted Kommunes side på Facebook onsdag den 19. maj kl. 19.30 – 21.00.

Har du spørgsmål eller kommentarer til din lokale politiker inden vedtagelsen af næste års budget, kan du gøre det direkte i en chat på Facebook.

Byrådet håber, at flere borgere på den måde får indsigt i, hvad pengene i kommunalbudgettet går til, og at flere derfor vil byde ind med idéer og kommentarer, som politikerne kan tage med i deres videre arbejde med budgettet:

”Kommunens budget er noget, der vedrører alle os, der bor i Ringsted Kommune, og fra Byrådets side, vil vi rigtig gerne høre borgernes forslag til det kommende budget for 2022,” siger borgmester Henrik Hvidesten og fortsætter:

”Der er flere måder, hvorpå man som borger kan give sine input og forslag til budgettet. Èn af mulighederne er at deltage i Facebook chatten den 19. maj, hvor alle deltagere kan stille spørgsmål direkte til Byrådet via kommunens Facebookside. Vi håber, at vi ved at stille op og besvare spørgsmål direkte på Facebook kan gøre budgettet lettere tilgængeligt for flere mennesker. Jeg håber derfor at der ligesom de tidligere år vil være rigtig mange, der deltager i Facebookchatten.”

Nemt at være med
Politikerchatten er åben for alle, og det er ikke svært at være med. Det eneste, det kræver, er, at du har en facebookprofil, så du kan besøge Ringsted Kommunes facebookside i tidsrummet 19.30 til 21.00 den 19. maj, hvor det hele foregår. Under chatten kan du kommentere og stille spørgsmål til de prioriteringer kommunens fagudvalg lægger op til i det budgetmateriale, som sendes i offentlig høring efter behandling i Byrådet den 10. maj.

Sådan fungerer det
Den 19. maj kl. 19.30 skyder kommunen politikerchatten i gang med et opslag på sin facebookside, hvor det vil fremgå, hvilke politikere som deltager og svarer på spørgsmål, hvilke retningslinjer der gælder for chatten, og hvordan du stiller et spørgsmål. Kort fortalt fungerer det på den måde, at du stiller dit spørgsmål i kommentarsporet til kommunens opslag, hvorefter politikerne vil svare. Det betyder, at hele debatten kommer til at køre i kommentarsporet til kommunens opslag, hvilket gør den let at følge for både politikere, borgere og andre interesserede.

Supplement til traditionelt borgermøde
Ved at digitalisere en del af borgerdialogen håber kommunen at nå bredere ud og på den måde få flere borgere involveret i arbejdet omkring næste års budget. Politikerchatten på Facebook er et supplement til det fysiske borgermøde, og et tilbud til de borgere, der enten ikke har lyst eller mulighed for at deltage i det traditionelle borgermøde, som i år finder sted på Torvet den 29. maj. kl. 11.00 – 13.00. Borgermødet overholder de gældende corona-restriktioner.

Tid og sted
Facebookchatten foregår den 19. maj på Ringsted Kommunes facebookside: www.facebook.com/BorgerRingsted fra kl 19.30 til 21.00.
Man kan finde høringsmaterialet til budget 2022 fra den 11. maj på kommunens hjemmeside ringsted.dk.

Foto: ABW