På lørdag den 14.september holder Ringsted Musik & Kulturskole 35 års Jubilæums fest for Ringsted Street Parade. Alle nuværende og forhenværende medlemmer af den farverige garde er inviteret og det tegner til en rigtig sjov og hyggelig dag.
På dagen skal alle deltagere øve frem mod en paradetur gennem Ringsted By. De tidligere instruktører, Jane Okine, Børge Blume Jensen, Jesper Grandetoft, der også startede den succesrige garder, er naturligvis med hele dagen og det bliver helt sikkert et fornøjeligt gensyn med alle de tidligere elever.
Der skal øves på gamle numre hele formiddagen og herefter kl. 12.00 – 13.00 går turen gennem byens gader og ender med en opvisning på Ringsted Torv. De nuværende lærere Sara Mouritsen, Sara Christensen, Erik Pyndt og Bjørn Heebøll fører an i løjerne og alle 70 deltagere glæder sig til at spille og danse gennem byen.
Efter paraden er der socialt sammenvær og hygge på Springbrættet, hvor Cafe Ingeborg servere burgere fra deres foodtruck. Det er Musik & Kulturskolens forældreforeningen STØTTEN, der står i baren med drikkevarer.