download (5)

Nu kan alle borgere besøge UNICEF By-ambassaden på Ringsted Bibliotek og blive klogere på Ringsted som UNICEF By og indsamlingen til børnene i Myanmar.

Der var kaffe og kage til alle. da borgmester Henrik Hvidesten åbnede den nye UNICEF By ambassade og samtidig overrakte et UNICEF ambassadeskilt til biblioteks- og borgerservicechef Anders Clausen.

Skiltet har tilhørt Jesper Klein, der i mange år var ambassadør for UNICEF. Sidste år prydede ambassadeskiltet Herning Bibliotek i forbindelse med, at Herning var UNICEF By. Ved nytårskoncerten i Ringsted Kongrescenter fik Ringsted overrakt stafetten fra Herning og hermed også UNICEF ambassadeskiltet, som det kommende år kommer til at præge Ringsted Bibliotek.

”Byrådet har besluttet, at Ringsteds indsamling skal gå til et projekt i Myanmar. Projektet handler om vand og sanitet. Helt konkret handler det om at sikre rent drikkevand, gode toiletforhold og bedre viden om hygiejne på 50 skoler i en af de fattigste provinser i Myanmar”, sagde Henrik Hvidesten i sin tale, og gjorde opmærksom på, at man på biblioteket hele året kan blive klogere på projektet.

Man kan desuden få inspiration til, hvordan man som borger, virksomhed eller forening kan bidrage til projektet ved at støtte indsamlingen eller planlægge aktiviteter, der sætter fokus på UNICEF’s arbejde og FN’s børnekonvention.

Borgmesteren nævnte også, at kommunen, i forbindelse med ambassadeåbningen, også har åbnet en ny hjemmeside. Siden findes på http://www.unicefby2016.dk.

Sponsorkage og beskidt vand
Biblioteks- og borgerservicechef Anders Clausen takkede borgmesteren for ambassadeskiltet og glæder sig til, at biblioteket fremover skal være UNICEF By-ambassade.

”Jeg er rigtig glad for, at vi får lov at være ambassade for så vigtigt et projekt og får lov til at formidle viden om UNICEF’s arbejde. Jeg glæder mig til at byde borgerne velkommen til en række spændende aktiviteter med fokus på UNICEFog Myanmar”, sagde Anders Clausen og benyttede lejligheden til at takke Føtex-bageren for den flotte lagkage med Ringsteds UNICEF By-logo, som bageren havde doneret til åbningen.

Inden de fremmødte kunne komme til at sætte tænderne i lagkagen udbredte borgmesteren en skål for ambassaden og tog en stor tår af et glas ”beskidt” vand. Vandet var forinden blevet renset med én af UNICEF’s vandrensningstabletter, som er et af de redskaber UNICEF benytter til at sikre rent vand til verdens udsatte børn.