Ringsted Kommune er med midler fra Miljøstyrelsen i gang med en sø-restaurering af Skjoldenæsholm Gårdsø. Det skal forbedre vandmiljøet og skabe bedre livsbetingelser for fisk og vandplanter. Tiltagene er nu gennemført, og det er tid til at undersøge effekterne af den indsats, der er gjort med bl.a. en fiskeundersøgelse – og det har en skoleklasse fra Søholmskolen lovet at hjælpe med.
Fiskeundersøgelsen gennemføres den 18. august, og skal vise om sammensætningen i søen er på rette vej. Det er kommunens rådgiver fra NIRAS der står for undersøgelsen. Derudover får kommunen hjælp fra 5. klasse fra Søholmskolen, der fra kl. 9.00 – 11.00 vil hjælpe med at pille fisk ud af nettet, samt at artsbestemme, måle, veje og tælle de fisk der indsamles i de oversigtsgarn, der sættes i søen dagen inden.
Ringsted Kommune har de sidste par år udført sø-restaurering i Skjoldenæsholm Gårdsø, hvor der blevet opfisket flere ton fredsfisk samt udbredt aluminium til søen. Formålet med disse tiltag er, at skabe biologisk balance i søen, der inden projektet blev igangsat indeholdt mange næringsstoffer. Tilagene er udført i perioden 20219-20, og effekten skal nu undersøges, bl.a. med den fiskeundersøgelse der gennemføres den 18. august.
Bedre balance i sø giver bedre betingelser for fisk og vandplanter
I løbet af 2019 og 2020, er mere end 3 ton fisk blevet opfisket. Ved at skabe balance i fiskebestanden, hvor rovfisk (b.la. gedde og store aborre) kan kontrollere mængden af fredfisk (bl.a. skaller og små aborre), vil man kunne opnå en sø med klart vand og undervandsplanter samt skabe bedre livsbetingelser for både fisk, smådyr og vandplanter. Hidtil har vandet i søen været uklart, med kun få vandplanter. Med de indsatser der er gjort, er det målet at skabe en balance i søen mellem fisk, plankton og vandplanter, der vil betyde mere klarvandet sø med opvækst af bundplanter, der bl.a. kan give skjul til fiskene.
Fiskeriet er gennemført med vod, garn og ruser, hvor der er blevet opfisket mange skaller og små aborre, som er én konsekvens af, at søens fiskebestand var i ubalance. Ubalancen bestod i, at skaller og små aborrer æder de dyreplankton, der lever af de mikroskopiske alger, der gør vandet uklart. Ved at opfiske mindst 80 % af fredfiskebestanden er det målet at skabe en bedre balance med flere rovfisk og færre fredfisk. Det bliver der mulighed for med en opvækst af dyreplankton, som derved kan holde mængden af alger nede, hvilket vil gøre søen mere klarvandet.
I samarbejde med lærere og elever fra FGU i Ringsted har det været muligt, at gennemføre et supplerende fiskeri med ruser i søen de sidste to vintre, hvilket har bidraget positivt til den samlede indsats.
I 2021-22 vil søens tilstand blive overvåget mht. næringsstofindhold og ved fiskeundersøgelser for at følge effekten af de tiltag, der er udført, og det er i denne forbindelse, at der nu gennemføres en fiskeundersøgelse. I 2018 bidrog en skoleklasse fra Søholmskolen ved en tilsvarende fiskeundersøgelse forud for at projektet blev igangsat. Skolen står nu klar igen til at hjælpe, og det skal blive interessant at følge udviklingen i søen.
Projektet med fiskeundersøgelserne finansieres af Miljøstyrelsen og udføres af Ringsted Kommunes natur- og miljøafdeling i tæt samarbejde med NIRAS.
Projektet kan følges på kommunes hjemmeside www.ringsted.dk/soerestaurering