Børn bliver mere sikre i trafikken, hvis de har øvet sig i at gå og cykle sammen med deres forældre. Brug det sidste af sommerferien på at træne vejen til skole, anbefaler Rådet for Sikker Trafik.
I august starter skolerne igen, og det betyder, at tusindvis af skolebørn bevæger sig ud i morgentrafikken. Uanset om man har små eller større børn, er det vigtigt, at forældrene klæder børnene bedst muligt på til at færdes sikkert i trafikken.
Det kan derfor være en god ide, at forældre bruger nogle dage i sommerferien på at træne skolevejen med deres barn, mens der endnu er tid og ro til det. Det kræver træning og erfaring at blive en god og sikker trafikant. Derfor er det afgørende, at vi forældre sørger for, at børnene får gode trafikvaner så tidligt som muligt. Jo mere forældre og barn har trænet i trafikken, desto bedre bliver barnet til at færdes sikkert på egen hånd, siger Rosa Nissen, projektleder i Rådet for Sikker Trafik.
Ud i virkeligheden.
Trafik kan opleves som både uforudsigelig og voldsom, når man er barn og ikke har samme udsyn og overblik som en voksen. Børn skal lære at aflæse andre trafikanters hensigt og vurdere, hvornår man sikkert kan krydse vejen.
Derfor er det vigtigt, at børnene kommer ud i trafikken med en voksen. Trafiksikkerhed kan hverken læres på bagsædet af en bil eller ved at kigge i en bog. Forældre kan med fordel gå eller cykle turen til og fra skole sammen med barnet. Så kan man tale om trafikken undervejs og lære barnet, hvad man skal holde øje med, og at selv om man har set en bil, så er det ikke sikkert, at bilisten har set barnet. Den konkrete øvelse er enorm vigtig for børnene, siger Rosa Nissen, projektleder i Rådet for Sikker Trafik.
Hvornår kan børn færdes alene i trafikken?
Det kan være svært at afgøre, hvornår et barn er klar til at begå sig i trafikken på egen hånd. Hvis barnet ikke skal krydse alt for trafikerede veje på turen til og fra skole, kan nogle 6-7-årige klare turen selv. Men det er op til forældrene at vurdere, hvor meget barnet kan på baggrund af dets modenhed, motoriske udvikling og trafikforholdene på skolevejen.
For at hjælpe forældrene med at gøre børnene sikre i trafikken, tilbyder Rådet for Sikker Trafik i samarbejde med TrygFonden og Nordea-fonden et gratis nyhedsbrev til alle forældre. Op til seks gange om året modtager forældrene gode råd og trafikøvelser, der er målrettet barnets alder. Man kan tilmelde sig her.
På Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside kan man også finde flere gode råd om, hvordan man færdes sikkert med børn i alderen 0 til 18 år i trafikken:
Gode råd: lær dit barn at komme sikkert i skole.
Vælg den sikreste rute til skole – ikke nødvendigvis den korteste.
Gå eller tag turen på cykel mange gange, og aftal enkle regler for, hvad barnet skal gøre de forskellige steder.
Tal med barnet om, hvad I ser og oplever, hver gang I er på tur i trafikken. For eksempel: Bilen blinker, fordi den skal dreje eller bilen har lyset tændt, fordi den kører fremad mv. Det skærper barnets opmærksomhed på, hvad der sker i trafikken, og hvad barnet bør holde øje med.