Jazzorkestret Dixie for You er resultatet af et frugtbart samarbejde hen over sundet, idet to af orkestrets medlemmer kommer fra Køge, mens resten kommer fra Sydsverige.
Dixie for You stod for det, der i første omgang var den sidste omgang SommerJazz i år, da de i lørdags spillede på Valdemar scenen.
Publikum kunne nyde folkelig jazzmusik baseret på amerikanske Dixieland/New Orleans traditioner med både sang og swingende rytmer.
Ifølge planen var dette årets sidste omgang SommerJazz, men da koncerten med After Beat den 10. juli blev aflyst på grund af regn, har det jazzinteresserede publikum noget til gode. After Beat kommer i stedet for i løbet af august måned. Dato vil blive meldt ud på Oplev Ringsteds Facebookside hurtigst muligt.