Siden 2007 har juli måned været ensbetydende med SommerJazz i Ringsted, og det er en tradition, som mange ser frem til hvert år.
Takket være Ringsted Jazzklub, Statos Invest og Dagbladet Ringsted var det igen i år muligt at glæde byens jazzglade publikum og SommerJazz anno 2021 blev en stor succes.
Fra Valdemar scenen lød en bred vifte af forskellige rytmiske musikstilarter inden for jazz, da de skønne bands Dixie For You, Paul Harrison Band og Kingos Swing Band underholdt lørdage fra kl. 11 – 14.
Arrangementerne i de smukke omgivelser på plænen foran Sct. Bendts kirke var velbesøgte, og selvom publikums gennemsnitsalder generelt lå til den høje side, var der også yngre jazzfans at finde på bænkene foran Valdemar scenen.
AfterBeat spiller 17. august
En enkelt af koncerterne måtte dog aflyses på grund af dårligt vejr, men publikum bliver ikke snydt for den aflyste koncert. AfterBeat feat. Nis Toxværd og Tanja Dornby spiller den 17. august kl. 19.00 – 21.00 på Valdemar scenen, og der er gratis adgang.