Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2021/08/12 til 2021/08/24.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Tyveri af en kasse sodavand – Fredensvej, Benløse, Ringsted

Kl. 09.11 anmeldte en 31-årig kvinde fra Ringsted, at hun havde bemærket en fremmed mand i indkørslen, hvorefter anmelderen råbte ham an. Manden flygtede fra stedet med en kasse sodavand, som han efterlod under flugten med anmelderen i hælene. Anmelderen fulgte efter manden, der blev tilbageholdt ved et supermarked på Roskildevej, Benløse, Ringsted, hvortil politiet kørte. Manden var en 37-årig mand fra Rumænien, men med en tilknytning til Danmark. Han blev anholdt og sigtet for tyveri af sodavand til en anslået værdi af ca. 60 kr. Efter afhøring til sagen, hvorunder en tolk assisterede politiet, løslod politiet rumæneren, der senere kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Narkokørsel uden kørekort og narko i bilen – Ringstedvej, Holbæk

Kl. 19.10 blev en 46-årig kvinde fra Store-Heddinge rutinemæssigt standset i en personbil på Ringstedvej i Holbæk. Kvinden havde aldrig taget et kørekort og var desuden påvirket af euforiserende stoffer. Hun blev derfor anholdt, sigtet for kørsel uden førerret i narkopåvirket tilstand og taget med til en blodprøveudtagelse. Politiet ransagede bilen og visiterede kvinden, som blev fundet i besiddelse af 22,3 gram amfetamin, der blev beslaglagt med henblik på konfiskation. Den 46-årige blev sigtet for at overtræde lov om euforiserende stoffer og blev løsladt efter blodprøveudtagelsen. Hun vil senere høre mere fra politiet i sine sager.

Udenlandsk mand uønsket i Schengen – Ringsted

Kl. 15.42 anmodede DSB om assistance til at identificere en udenlandsk mand, der rejste i toget uden billet. Ved togets ankomst til Ringsted station kl. 15.54 fik politiet kontakt til den udenlandske mand, som ikke ønskede at oplyse noget om sin identitet. Han blev derfor frihedsberøvet med henblik på fastlæggelse af identiteten, hvilket lykkedes senere på eftermiddagen. Der var tale om en 23-årig mand fra Marokko, som ikke havde tilladelse til at opholde sig i Schengen-området, herunder Danmark, frem til december 2021. Han blev derfor sigtet for ulovligt ophold i Danmark og anbragt i et arresthus, indtil politiet fik klarlagt, hvad der ville skulle ske med manden. Hans sag blev afgjort med en advarsel, som blev forkyndt for ham i arresten. Herefter meddelte den 23-årige, at han søgte asyl i Danmark, så politiet vil overgive ham til udlændingemyndighederne, der skal undersøge baggrunden for hans anmodning om asyl i Danmark.

Indbrud i Perioden

Egemosevej, Snekkerup, Jystrup Midtsj.
Gyrstingevej, Gyrstinge, Ringsted
Hovmarksvej, Ringsted
Amtstue Alle, Ringsted