Af Andreas Karlsen – Borgmesterkandidat for Det Konservative Folkeparti

I Det Konservative Folkeparti er vi også glade for at der er landet en aftale om næste års kommunale budget. Vi ønskede at være med i budgetaftalen og tage ansvar, men desværre smed borgmesteren 2 borgerlige partier ud af forhandlingerne da vi stemte for en finansieret skattelettelse på henholdsvis 0,3% og 0,1%. Vi er stadig uforstående over for beslutningen om at smide os ud, og vi er ikke enige i at vi ikke kunne have været med i forhandlingerne om budgettet. Skattelettelsen gik jo ikke engang igennem. Men livet går videre og det samme gør det politiske samarbejde.

Det ligner en fornuftig budgetaftale som jeg glæder mig til at dykke ned i. Jeg ved det har krævet mange timers tovtrækning og forhandling og det skal de andre partier have stor ros for.

Det lader til at en del af de forslag vi konservative selv havde foreslået og talt for er blevet bragt med ind i budgetforliget. Jeg tænker særligt her på det skærpede fokus på kommunens høje administrationsudgifter samt de, kan jeg forstå, afsatte midler til at løse trafiksituationen ved Nordre Ringvej. Jeg savner dog afsatte midler til et løft af vores ældreområde.

Pressefoto