Poul Krebs’ seneste album “Asfalt” gik, ved udgivelsen i februar, direkte ind som #1 på listen over de mest solgte albums i Danmark. Under hans store solotur i februar og marts 2014 måtte størstedelen af spillestederne melde udsolgt.
Men nu har du chancen for at opleve Poul Krebs i Ringsted Kongrescenter den 7. november. Inden koncerten serverer Ringsted Kongrescenter buffet fra kl. 18.00.
“Det bliver i stærkeste opstilling”, siger Poul Krebs selv om november-turen, hvor han er omgivet af guitaristen Rune Kjeldsen, bassisten Troels Skjærbæk, tangentspilleren Palle Hjort og den svenske trommeslager Christer Jansson:
“Det var en stor fornøjelse at indspille albummet “Asfalt” med dette hold – og jeg glæder mig virkelig til at være sammen med dem igen. En tur der giver os mulighed for både at spille de nye sange, sådan som de blev skabt – og samtidig at spille en masse forskellige sange fra mit bagkatalog og se om ikke vi kan finde den samme stærke vibe frem til dem, som det lykkedes at give sangene på det nye album”, fortsætter Poul Krebs.