Den 7. oktober er der igen Foreningernes Gallaaften. På aftenen inviterer Ringsted Kommune det frivillige foreningsliv til gallafest, hvor det frivillige liv hyldes med taler, prisuddelinger og underholdning.
Foreningernes Gallaaften holdes torsdag den 7. oktober i Ringsted Kongrescenter. På aftenen inviterer Ringsted Kommune det frivillige foreningsliv til en underholdende aften, hvor de frivillige hyldes. På aftenen uddeles også fire priser: handicapprisen, integrationsprisen, foreningslederprisen og frivilligprisen. Også Trelleborgfondens kulturpris og Trelleborgfondens idrætspris uddeles på gallaaftenen, ligesom idrættens medaljevindere fra det forgangne år hædres.
Foreningernes Gallaaften skulle oprindeligt være afholdt i marts, men blev udskudt på grund af corona.
Værten til Foreningernes Gallaften er borgmester Henrik Hvidesten.
”Corona har påvirket os alle sammen det seneste halvandet år, og foreningerne er nogle af dem, der især har fået vendt op og ned på deres hverdag på grund af corona. Derfor er jeg i år særlig glad for, at vi igen endelig kan mødes med de mange frivillige, som hver dag gør en forskel i de mange foreninger,” siger borgmester Henrik Hvidesten.
Foreningernes Gallaaften er for de inviterede foreninger.