Den 20. november kl. 19 vil 1864-aktuelle Tom Buk-Swienty holde foredrag på Ringsted Bibliotek. Emnet er Wilhelm Dinesen, Karen Blixens far, en balstyrisk eventyrer, hvis hæsblæsende liv fremstår som en række fantastiske fortællinger. Foredraget tager udgangspunkt i Tom Buk-Swientys seneste bog “Kaptajn Dinesen – ild og blod”.

Forfatteren og historikeren Tom Buk-Swienty er kendt for sine anmelderroste bøger om krigene i 1864, der ligger til grund for tv-serien ”1864”, som netop nu er aktuel på DR1. Hans nye bog er en biografisk fortælling i to bind om den aristokratiske eventyrer, kriger, jæger, politiker og forfatter Wilhelm Dinesen, der som sin berømte datter fortjener sin egen plads i historien. Farens dramatiske liv og hans herregårdsverden var en vigtig inspirationskilde til Karen Blixens forfatterskab.

Tom Buk-Swienty (f. 1966) er uddannet historiker og var USA-korrespondent for Weekendavisen indtil 2005, hvor han sprang ud som forfatter. Først til bogen ”Den ideelle amerikaner” om den dansk-amerikanske journalist Jacob A. Riis, og senere bøgerne ”Slagtebænk Dybbøl” (2008) og ”Dommedag Als” (2010) om krigene i 1864. Tom Buk-Swienty er belønnet med en række litterære priser, herunder Årets Historiske Bog (2008), Søren Gyldendal-prisen (2010) og Læsernes Bogpris (2011). Tom Buk-Swientys bøger kan reserveres og lånes på biblioteket på Ringsted Bibliotek.

Entré 75 kr.

kaptajn-dinesen