Fra 1. januar 2022 skal al asbest – uanset om det er støvende eller ej – afleveres i emballage på AffaldPlus’ genbrugspladser.
De nye regler indføres for at forbedre miljøet på genbrugspladserne i bl.a. Ringsted Kommune til gavn for både medarbejderne, kunderne og naturen. Asbest er nemlig ekstremt sundhedsfarligt, og vi vil gerne sikre os, at der ikke kan spredes asbestholdigt støv til omgivelserne – hverken på vej til genbrugspladsen eller når du afleverer dit affald.
Derfor er det vigtigt, at ALLE asbestmaterialer pakkes ind i tæt og lukket emballage. Og gerne dobbeltemballeret, da der kan være fare for brud på emballagen. Kravet om emballering gælder for både hele plader, knuste plader og rester fra tagrensning. Genbrugspladsen modtager ikke u-emballeret asbest fra 1. januar 2022.
De øvrige regler for aflevering af asbest er uændrede: Dvs. at der må højst afleveres 20 plader pr. dag, og containerne er aflåste. Man skal derfor henvende sig til en medarbejder, når man kommer med asbestaffald.
Har man større mængder end dette, kan man indgå en aftale med en vognmand, som kan aflevere asbest direkte på et af vores miljøanlæg i enten Forlev eller Faxe.
Til Asbest kan man bl.a. aflevere:
• Hele og knuste eternitplader
• Hele og knuste plader indeholdende asbestfibre (eternit, væg- og loftbeklædning)
• Hele og knuste plader af skifer-eternit
• Asbest fra metalrør/varmerør og varmtvandsbeholdere
• Støv og slam fra rensning af asbestholdige tagplader
• Filtre fra tagrensning
• Mos og blade fra rensning af tage med asbestholdige tagplader
• Isoleringsmateriale med asbest fra fx fjernvarmerør