Det kan være svært at finde lys i vintermørket, hvis man kæmper med stress, angst, depression eller udfordrede relationer til nærmeste familie eller venner. Og vejen til hjælp kan synes meget lang. En undersøgelse fra Dansk Psykolog Forening viser, at den gennemsnitlige ventetid på psykologhjælp i Region Sjælland er over 13 uger.
Men med det nye tiltag online psykolog får 7.262 borgere fra Slagelse Kommune nu mulighed for at få psykologhjælp med kort varsel og uden egenbetaling. Tilbuddet gælder for alle PensionDanmark-medlemmer med sundhedsordning, som kan få videokonsultationer uden egenbetaling og uden først at skulle forbi egen læge for at skaffe en henvisning.
”Vi ser et tydeligt behov for, at vores medlemmer får hurtigere og nemmere hjælp, når de oplever psykiske problemer. Og med en direkte adgang via app eller hjemmeside kan man få hjælp, inden en krise vokser sig større og får mere længerevarende konsekvenser,” forklarer Flemming Tovdal Schmidt, direktør for kunder, kundeservice og it hos PensionDanmark.
Hovedparten af PensionDanmarks medlemmer er faglærte og ufaglærte beskæftiget inden for områder som byggeri, transport, gartneri, rengøring og på hoteller og i restauranter. Siden oktober har de gennem deres sundhedsordning haft nem og gratis adgang til videokonsultationer med en psykolog.
De foreløbige erfaringer viser, at alle, der ønsker en konsultation så hurtigt som muligt har kunnet få en samtale samme dag, mens der gennem hele perioden var ledige tider til en planlagt konsultation inden for fire dage. Tilbuddet er desuden fleksibelt, da man har mulighed for at gennemføre konsultationer fra hjemmet på hverdagsaftener eller i dagtimerne i weekender og på helligdage.
”Vi oplever, at mange flere søger psykologhjælp, når de ikke behøver at møde fysisk op, men blot kan kalde psykologen op på skærmen, når det passer ind i en travl hverdag,” siger Annette Gaard, der er chefpsykolog hos Aleris-Hamlet, som udfører psykologkonsultationerne for PensionDanmark.
Modtagelsen bestyrker troen på, at online psykolog kan gøre en forskel.
”Vi vil opfordre alle, der går og har det svært – eller har familiemedlemmer eller venner med problemer – til at undersøge, om de kan få hurtigere hjælp via en sundhedsordning, som mange har i deres pensionsordning eller gennem arbejdspladsen,” siger Flemming Tovdal Schmidt.
Over 60 procent af video-konsultationerne hos Aleris-Hamlet er blevet booket af mænd. Det er en betragteligt større andel end ved fysiske samtaler, som fortrinsvis bookes af kvinder.