Dit Ringsted har bedt de nyvalgte og genvalgte byrådsmedlemmer om at besvare tre spørgsmål. Borgmester Henrik Hvidesten medvirker her.
Hvor står Ringsted stærkest?
Ringsted Kommune er i vækst. Flere og flere vælger at flytte hertil for at bo og leve i kommunen ligesom der hele tiden etableres flere arbejdspladser. Væksten giver mulighed for at udvikle de kommunale kerneopgaver.
Hvad udfordrer os?
Ringsted Kommune er udfordret af den interne infrastruktur. Den øgede trafikmængde på vejene medfører kødannelser og udfordrer trafiksikkerheden for de bløde trafikanter. I samarbejde med Vejdirektoratet bliver der nu gjort noget ved trængslen i området omkring afkørsel 36 og Byrådet har afsat 12 mio. kr. årligt til cykelstier, så der de kommende år vil blive etableret sikrere forhold for cyklisterne.
Hvad er det vigtigste fokus i 2022?
Mangel på arbejdskraft vil true den kommunale løsning af velfærdsopgaverne på en lang række områder. Derfor er det afgørende, at vi bliver ved med at turde at have høje ambitioner om, at vi skal finde nye veje til at løse rekrutteringsudfordringen. Vi skal finde en måde, hvor Ringsted Kommune sikrer nok arbejdskraft til fremtidens velfærdsopgaver, f.eks. ved at være en attraktiv arbejdsplads, der kan rekruttere og fastholde dygtige medarbejdere og udnytte ny teknologi.
Alle skal blive så dygtige, som de kan, og derfor er uddannelse vigtigt. Interessenterne på skoleområdet skal sammen arbejde videre med de ambitiøse skolepolitiske mål om, at elevernes faglige niveau og trivsel skal hæves uanset faglige, sociale og personlige forudsætninger.