Tirsdag den 7. maj 2024 er der big bandkoncert på Springbrættet, Garnisonen 46 – 47 Ringsted Gl. Kaserne. Ved koncerten der starter kl. 19.00 spiller Ringsted Big Band der består af unge elever fra Musikskolen og derefter spille Jungle Jazz Big Band der er en blanding af elever og forældre med tilknytning til Ringsted Musik & Kulturskole. Begge orkestre ledes af Sara Steengaard Christensen og Erik Pyndt.

Erik Pyndt udtaler: ”Det er jo efterhånden en gammel tradition at vi præsenterer hvad orkestret har arbejdet med i løbet af året og vi glæder os meget over, at vi stadig kan give vores dygtige elever den fantastiske oplevelse at spille i et stort bigband. Ud over det er sjovt og lærerigt får de unge mennesker muligheden for at være med i et stort og stærkt fællesskab. ”

”Big Band 4700 – i daglig tale forkortet BB47 – runder koncerten af. BB47 hører under Næstved Musikskole og består af rutinerede elever fra Næstved og Ringsted, MGK-elever samt semiprofessionelle musikere fra det meste af Sjælland.  Det 16-mands store bigband dirigeres af den anerkendte pianist og dirigent Ole Kock Hansen, som tidligere har stået i spidsen for Danmarks Radios Big Band, og som især er kendt for sit mangeårige samarbejde med nu afdøde bassist Niels-Henning Ørsted Pedersen.

Der er virkelig lagt op til en glad aften på Springbrættet, Garnisonen 46 – 48, 4100 Ringsted.

Forældreforeningen STØTTEN vil stå i baren.

Fri entré – alle er velkomne!

Pressefoto