Ringsted Bibliotek er klar med et nyt arrangementsprogram for efteråret. Temaet er ”tro, håb & kærlighed”. Hent det trykte program på biblioteket og køb billet til arrangementerne fra mandag den 19. august kl. 11.00.
Dette efterår har biblioteket skabt et alsidigt program, der sætter spot på tro, håb og kærlighed gennem spændende arrangementer for både store og små. Glæd jer blandt andet til at opleve:
- Foredrag med Manu Sareen om at få konstateret ADHD som voksen. Politikeren fortæller om ensomheden, usikkerheden og dét at føle sig anderledes uden at vide hvorfor. Han fortæller også om styrkerne ved ADHD; jernvilje, gåpåmod og en enorm kreativitet.
- Forfatterinterview med Lotte og Søren Hammer. Det danske forfatterpar der står bag intet mindre end 26 fængslende krimier og historiske spændingsromaner.
- Koncert med den populære, danske sanger Nicklas Sahl, der står bag det store hit ”New Eyes”, som du helt sikkert har hørt i radioen.
- Familiekoncert med Stine Michel og Eventyrorkesteret, hvor hele familien kan både synge og danse med undervejs.
- Ringsted Brætspilsfestival 2024, hvor biblioteket slår dørene op til en hel dag med spil, sjov, udfordringer og fællesskab for alle brætspilsentusiaster.
- Børneteater med Randers Teater. Oplev både forestillingen ”En lille ny”, der handler om hvordan det er at opleve, at verden ændrer sig – og juleforestillingen ”Julemusen” om den søde julemus og en jul, der er i fare for at blive aflyst.
- Foredrag med USA-ekspert Mirco Reimer-Elster, der analyserer og dykker ned i efterårets vigtige præsidentvalg i USA.
- Og meget, meget mere!
Det fulde program med overblik over alle efterårets arrangementer på biblioteket kan hentes på biblioteket fra mandag den 19. august kl. 11.00, men kan også læses online på bibliotekets hjemmeside, hvor du ligeledes kan købe billetter til de forskellige foredrag, koncerter og arrangementer.