De mindste børn og deres forældre kan glæde sig til magisk teateroplevelse, når Randers Teater gæster biblioteket med den fortryllende forestilling “En lille ny” i september.

“En lille ny” er en sanselig og billedmættet forestilling, hvor alt, hvad vi kender, pludselig bliver vendt på hovedet.

Normalt har alt sin faste plads: Lyde, farver og ting er, som de plejer at være. Men hvad sker der, når noget nyt forstyrrer den kendte orden? Når lyde lyder anderledes, farver får nye nuancer, og tingene ikke længere er, hvor de plejer at være?

Det er historien om, hvordan det kan føles, når en lille ny kommer ind i verden og bringer forandring med sig. Forestillingen leger med børns naturlige nysgerrighed og deres evne til at opleve verden på nye måder. Med en blanding af humor, poesi og visuel rigdom, vil “En lille ny” være en oplevelse, der stimulerer sanserne og fantasien hos både børn og voksne.

Forestillingen finder sted fredag den 13. september kl. 16-16.45 på biblioteket og er skabt særligt til børn fra 2 år og op. Både små og store vil dog opleve at blive indfanget af en humoristisk og poetisk fortælling om, hvordan verden kan ændre sig, når noget nyt træder ind i ens liv.

Billetter og praktisk information
Billetter til forestillingen købes online på bibliotekets hjemmeside eller på biblioteket indenfor betjent åbningstid. Billetter til børn mellem 2 og 4 år koster 35 kroner. Billetter til større børn og voksne koster 65 kroner. Medlemmer af biblioteksklubben KULT får rabat og kan købe billetter til 55 kroner.

Pressefoto