Det bliver 47-årige Jacob Harberg, som fra den 1. januar indtræder i direktionen i Ringsted Kommune med særligt ansvar for det tekniske område.
Konkret skal Jacob Harberg stå i spidsen for Center for Klima og Vækst samt Center for Vej og Ejendomme. Her får han bl.a. ansvar for en række store udviklingsprojekter inden for bl.a. by- og erhvervsudvikling, kommunens landområder, samt klima og den grønne omstilling.
Jacob Harberg får som ny direktør til opgave at skabe et godt og tæt samarbejde mellem politikere, borgere og erhvervsliv, så visioner og ideer på de tekniske områder omsættes til brugbare løsninger, som skaber værdi for borgere og erhvervsliv. Det ansvar ser den nye direktør frem til at tage på sig:
– Jeg er utrolig ydmyg overfor opgaven, for jeg ved, hvor meget det kræver at skabe opbakning hele vejen rundt til de store udviklingsopgaver, som venter foran os i Ringsted Kommune. Samtidig glæder jeg mig utrolig meget til at komme i gang med opgaven sammen med de mange dygtige og dedikerede medarbejdere i Ringsted Kommune, siger Jacob Harberg.
Jacob Harberg kommer fra en stilling som chef for teknik, miljø og erhverv i Nyborg Kommune. Før det var han kontorchef i Odense Kommune, hvor han bl.a. arbejdede med etableringen af Odense Letbane. Jacob Harberg er uddannet ingeniør med fokus på miljø og bygninger. Jacob Harberg har også gennemført en offentlig lederuddannelse.
Privat bor Jacob Harberg med sin kæreste i Københavns Sydhavn. Han har tre børn. I sin fritid kan Jacob lide at fiske, ligesom han spiller fodbold og løber.
Borgmester ser frem til samarbejdet
Den nye direktør kommer i et tæt samarbejde med kommunens øvrige direktion til at referere direkte til borgmesteren og byrådet på en række områder som fx natur og miljø, udvikling og erhverv, plan og byg, vej og park samt kommunens ejendomme.
Borgmester i Ringsted Kommune, Klaus Hansen (V), fortæller, at det var et enigt ansættelsesudvalg, som pegede på Jacob Harberg, og at han ser frem til samarbejdet med den nye direktør:
– Det er opgaver, som kræver et særligt helhedsblik og ikke mindst stærke samarbejdsevner med borgere og erhvervsliv. Her er jeg overbevist om, at Jacob er den helt rigtige person, som med sin erfaring og kompetencer kan skabe den konstruktive tilgang, åbenhed og gennemsigtighed, som er afgørende for, at vi kan realisere vores politiske visioner i Ringsted Kommune, siger Klaus Hansen.