Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalget i Ringsted Kommune inviterer foreninger, organisationer og virksomheder til et dialogmøde om den gode integration med fokus på beskæftigelse og uddannelse.

Efter beslutningen om at nedlægge Integrationsrådet ønsker Ringsted Kommune fortsat at styrke samarbejdet om integration.

Derfor inviterer Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalget nu til et åbent dialogmøde, hvor aktører med erfaring og indsigt i integrationsarbejdet kan dele deres viden, perspektiver og idéer.

– Vi ser frem til en spændende og konstruktiv dialog om, hvordan vi sammen kan skabe endnu bedre rammer for integrationen i Ringsted, siger formand for Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalget Mazlum Øz.

Fokus på beskæftigelse og uddannelse

Formålet med mødet er at samle aktører, der arbejder med integration, til en åben debat om, hvordan endnu flere borgere med anden etnisk baggrund kan få mulighed for at tage en uddannelse og deltage aktivt på arbejdsmarkedet.

Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalget ønsker at høre om de konkrete erfaringer og initiativer, der allerede eksisterer, samt idéer til, hvordan samarbejdet kan styrkes fremover.

Tid og sted:

Dato: Onsdag den 30. april 2025
Tid: Kl. 16.30–18.00
Sted: Kantinen, Amtstue Allé 71, 4100 Ringsted

Af hensyn til plads og dialogens karakter kan hver forening, organisation eller virksomhed deltage med op til to repræsentanter.

Foto: ABW