Mandag aften besluttede Byrådet at sende Forslag til Kommuneplan 2026-2038 i offentlig høring blandt borgere og virksomheder. Planen viser, hvordan Ringsted fysisk skal udvikle sig de næste 12 år.
Ringsted Kommune udvikler sig i disse år. Antallet af borgere i kommunen er steget med cirka 2.500 de seneste 10 år. Ringsted er også et populært sted at placere sig som virksomhed. Fx blev erhvervsgrundene i Business Park Ringsted udsolgt langt hurtigere end forventet.
For at fortsætte den positive udvikling er det afgørende, at Ringsted Kommune bliver ved med at udvikle sig og være en attraktiv kommune at bo og leve i samt drive virksomhed. Og det er den retning, som kommuneplanen sætter rammerne for, siger borgmester i Ringsted Kommune, Klaus Hansen (V):
– Ringsted er grundlæggende et rigtigt godt sted at bo, arbejde og drive virksomhed. Kommunen er i konstant udvikling og tusindvis af pendlere kommer til Ringsted hver dag for at arbejde. Sådan skal det blive ved med at være og derfor præsenterer vi nu vores planer for, hvordan vi de kommende år skaber attraktive boligområder, vækst og nye arbejdspladser samt passer på vores fælles klima og natur. Jeg håber, at mange borgere og virksomheder tager imod invitationen til at involvere sig og tænke med, så vi sammen skaber en attraktiv kommune, siger Klaus Hansen.
Høring og borgermøde
Forslag til Kommuneplan 2026-2038 forventes sendt i offentlig høring fra den 15. maj 2025 til den 7. august 2025. Der afholdes borgermøde den 3. juni. Alle borgere, virksomheder og foreninger inviteres til at kommentere på planen og komme til borgermødet. Læs mere om høring og borgermødet her.
Nye boligfællesskaber i Benløse og en-familieshuse i Ringsted Vest
Et af temaerne i kommuneplanen er boliger. De senere år er der udviklet og planlagt mange nye boligområder i Ringsted Kommune, som ifølge Lasse Mølholt (V), formand for Plan- og Boligudvalget, nu skal føres ud i livet.
– Vi skal i gang med noget rigtig spændende byggeri i de kommende år. Blandt andet ved Besskovgård i Benløse, hvor der bygges ny type parcelhuse med fællesarealer, hvor familier kan bo i eget hus samtidig med, at fællesskabet er lige uden for døren i form af hyggelige fælles gårdhaver, hvor man kan spise sammen, siger Lasse Mølholt.
Han fortæller videre, at der i Torpet vest for Ringsted, skal bygges en helt ny og grøn bydel midt naturen og tæt ved Ringsted Å, byen og Ringsted Station. Her skal være en-families- og rækkehuse, som skal bygges med respekt for det naturlandskab som bydelen her vil være tæt forbundet med.
Endelig står bymidten i Ringsted også foran en vigtig udvikling. Her skal flere mennesker bo og leve deres liv midt i byen – tæt på handel, kultur og fællesskab. Det giver nyt liv og understøtter en levende og attraktiv købstad.
En vigtig del af Ringsted Kommune er de ni store landsbyer, hvor der bor cirka 4.500 borgere. Landsbyerne vokser i disse år lige så meget som Ringsted by. I Kværkeby er et stort boligområde på vej og der er også interesse for at udvikle et nyt større boligområde i Jystrup.
– For Byrådet er det afgørende, at vores landområder udvikler sig, så borgere kan bo og leve hele deres liv i landsbyerne. Med kommuneplanen giver vi mulighed for at bygge nyt rigtig mange steder i landsbyerne og projekterne i Kværkeby og Jystrup viser, at der også er andre, der ser mulighederne i Ringsteds landsbyer og landområder, siger borgmester Klaus Hansen.
Fremtidens erhvervsudvikling i Ringsted
Et andet tema er erhverv, og den nye kommuneplan skal sikre, at Ringsted Kommune fortsat er et attraktivt sted at drive virksomhed. Ringsted står ligesom resten af landet – over for en fremtid, hvor arbejdsstyrken falder, og konkurrencen om kvalificeret arbejdskraft bliver skarpere.
Desuden har lukningen af Danish Crown og tabet af omkring 1.200 arbejdspladser skabt behov for en langsigtet indsats, der både tiltrækker nye virksomheder og gør det lettere for eksisterende virksomheder at vokse.
– Vi kommer til at gøre flere ting på det her område. Et fokus i kommuneplanen er at skabe rammerne for et nyt erhvervsområde omkring slagterigrunden, bl.a. så nuværende virksomheder i Odinsvejskvarteret får mulighed for at rykke til nye attraktive placeringer i Ringsted, hvor de kan få nye rammer for at udvikle sig, siger Lasse Mølholt.
Ifølge Lasse Mølholt er kommuneplanen et første skridt i en længere proces, hvor der også venter dialog med virksomhederne i Odinsvejskvarteret. Men ideen er at omdanne Odinsvejskvarteret, der ligger tæt på både bymidten og Ringsted Station fra at være et udpræget erhvervs- og industriområde til at blive en mangfoldig og kreativ bydel med både boliger og kontorer fx til nye vidensvirksomheder.
Området har på grund af dets centrale placering potentiale til at udvikle mange nye arbejdspladser, hvor fx pendlere og virksomheder kan finde hinanden.
