Byråd og fagudvalg i Ringsted Kommune har de sidste måneder arbejdet med budgettet for 2017 og er nu klar til at sende budgetforslag til næste års budget i høring.
Kommunen opfordrer alle borgere og interessenter til at indgive høringssvar. Du finder høringsmaterialet på kommunens hjemmeside (www.ringsted.dk)
Frist for at indsende høringssvar er onsdag den 8. juni. Høringssvar skal sendes til mail: budget@ringsted.dk.
Borgermøde i kongressen og politikerchat på Facebook
Som del af høringen inviterer Ringsted Kommune til borgermøde lørdag den 28. maj fra kl. 10.00 til 13.00 i Ringsted Kongrescenter. Her kan du få en kop kaffe og morgenbrød og deltage i dialogen med politikerne om næste års budget. Dialogen foregår på forskellige temaopdelte stande.
Borgmester Henrik Hvidesten ser frem til dialogen med borgerne:
”I Ringsted Kommune tror vi på, at vi får det bedste resultat gennem borgerinddragelse og dialog. Det er borgerne og virksomhederne, der i dagligdagen har berøring med vores mange tilbud og aktiviteter. Derfor glæder jeg mig til at møde borgerne og høre deres bidrag til budgettet”, udtaler han.
Politikerchat på Facebook
Som noget nyt afholder Ringsted Kommune også en politikerchat på sin facebookside. Under chatten, som varer to timer, står politikerne til rådighed og vil svare på spørgsmål og kommentarer.
Chatten er åben for alle interesserede og foregår den 25. maj fra kl. 19.00 til 21.00 på kommunens facebookside: http://www.facebook.com/BorgerRingsted/