Ringsted Kommune uddeler en arkitekturpris for at fremhæve smukke byggerier eller skønne park- og haveanlæg. Dette års vinder er Fælleskrematoriet, som Henning Larsen Architechts og Jørn Langvad Arkitekter står bag. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Fælleskrematoriet
Fælleskrematoriet

Ringsted Kommune giver Arkitekturprisen 2015 til Fælleskrematoriet på Kærup Parkvej 1. Det besluttede Plan- og Boligudvalget på mødet mandag aften. Per Roos, formand for Plan- og Boligudvalget, siger:

”Tillykke til Fælleskrematoriet for Sjælland, Lolland og Falster, der får Ringsted Kommunes Arkitekturprisen 2015. Bygningen er et rigtigt godt eksempel på dansk arkitektur af høj klasse, og der er en overensstemmelse mellem bygningens funktion og udseende”.

Vinderen af Arkitekturprisen 2015 får en præmiesum på 6.000 kroner samt en bronzetavle, de kan mure ind i væggen.

Stærkt felt giver rosende omtaler
Plan- og Boligudvalget var imponeret over de mange flotte nomineringer.

Dagmarsgade 35
Dagmarsgade 35

”Der har været mange gode forslag at vælge imellem, og de spænder vidt. Alt lige fra flotte nybyggerier, restaureringer med respekt for den historiske ramme og skønne have- og parkanlæg. Plan- og Boligudvalgets medlemmer var meget imponeret over feltet til Arkitekturprisen 2015, så vi har valgt at give to rosende omtaler,” siger Per Roos.

Rosende omtaler gives til SB Enterprise A/S’s renovering af deres administrationsbygning på Thorsvej 16 samt familien Drabsch’ imponerende arbejde med at istandsætte byhuset i Dagmarsgade 35.

De to huse, der får rosende omtaler, tildeles hver en præmiesum på 2.000 kroner.

Overrækkelse
Arkitekturprisen overrækkes lørdag den 25. juni 2016 kl. 12 ved Fælleskrematoriet på Kærup Parkvej 1, 4100 Ringsted.

Thorsvej 16
Thorsvej 16

Kriterier for Arkitekturprisen
Ringsted Kommune kan hvert år uddele en arkitekturpris og rosende omtale til udvalgte bygninger og anlægsprojekter, der er færdiggjort i løbet af året og opfylder følgende kriterier:

• Smukke ny-, om- og tilbygninger.
• Restaurering af eksisterende bygninger samt istandsættelser af fredede og bevaringsværdige bygninger, som medvirker til at forskønne Ringsted Kommune og fastholder den danske bygningskultur.
• Andre anlæg, som må betragtes som bidragende til kommunens forskønnelse, f.eks. park-, sports-, bro- eller haveanlæg.