Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 22-29. juni 2016.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Har du kendskab til forbrydelser, som ikke har politiets opmærksomhed, er du velkommen til at kontakte vores redaktion på mail: redaktion@dit-ringsted.dk

Grundlovsforhør – Grov vold – Vestervej

Kl. 0845 fremstilles to mænd på 19 og 20 år fra Ringsted i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde som sigtede for grov vold mod en 21-årig mand fra Sorø. De to gerningsmænd samt endnu en gerningsmand, der ikke er anholdt, men hvis identitet er politiet bekendt, mødtes med den forurettede på Vestervej ved skolen den 25. juni 2016 kl. ca. 2020. Efter en uoverensstemmelse blev den 21-årige udsat for grov vold, således at han måtte behandles på skadestuen. Grundlovsforhøret vil fra anklagemyndighedens side blive begæret afholdt for lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning i sagen.

Brand i bil

Kl. 0104 brændte en bil på Engelrupvej ved Høm. Bilen stod inde på en mark. Intet om brandårsag.

Spirituskørsel

Kl. 0114 blev en 82-årig mand fra Fjenneslev anholdt og sigtet for spirituskørsel. Han var kort forinden kørt i grøften med sin bil. Den 82-årige fik udtaget en blodprøve og løsladt efterfølgende.

Spirituskørsel – Søndervang

Kl. 1548 anholdt og sigtede politiet en 55-årig mand fra Ringsted for spirituskørsel på en lille knallert, som han i øvrigt ikke måtte føre, fordi han i forvejen var frakendt retten til at føre lille knallert frem til 2017 efter tidligere sag om spirituskørsel på knallert. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve, som nu bliver undersøgt for indhold af alkohol.

Tricktyveri

Kl. 1946 blev anmeldt om et tricktyveri, der skete kl. 1500 tirsdag på Amtstue Alle, hvor en ung kvinde ringede på døren til en 99-årig kvindes lejlighed. Den ældre kvinde fik stukket nogle papirer i hånden af den unge kvinde, og det lykkedes at stjæle kontanter fra den ældre kvinde i et ubemærket øjeblik.

Det gode råd er, at man under ingen omstændigheder lukker nogen ind, der skal have papirer underskrevet, aflæse varme, el eller andre ting, hvis der ikke på forhånd er nogen aftale om, at nogen skal komme i ovennævnte anledning.

Indbrud i perioden
Mellem Broerne
Tinggade
Benløse Præstevej