Ringsted Kommune oplyser følgende i forbindelse med underholdning på plænen:
Onsdagsunderholdning på Plænen med ændringer
De populære og traditionsrige børneforestillinger på den skrå græsplæne i Klosterhaven starter op onsdag den 6. juli kl. 11.00. Og traditionen tro byder onsdagsforestillingerne på underholdning i topklasse.
Onsdag den 6. juli lægger Cirkus 3 ud med Charlie og Binalto, der klovner sig igennem forestillingen til stor morskab for både børn og voksne.
Onsdag den 13. juli er der sket en ændring i programmet, da Sille og Palles koncert bliver erstattet af EventyrOrkesteret med den lokale Stine Michel i front. Her inviteres børn og voksne til en forrygende, fængslende og forførende koncert med Stine Michel og hendes EventyrOrkester.
Koncerten tager udgangspunkt i Stine Michels sange fra den DMA-nominerede ”Mosekonen brygger” og efterfølgerne ”Ønskeegen” og ”Himmelhøj”. Publikum tages på en rejse, hvor de blandt andet møder digterfrøerne, en kyssesyg mistelten og Rumlerikke, skovens sidste heks. Sammen med orkestret bliver der mulighed for at:
- plukke æbler fra Æbleolga
- klappe nye rytmer med dværgene
- synge med misteltenen Sylvia
- skælde ud sammen med Kællingetjørnen
- danse i takt med ildfruen Fauna
Stine Michel har vundet flere priser for sin børnemusik. I år vandt hun den prestigefyldte Carl Pris for Årets bedste børnemusik. Hun har spillet landet rundt de sidste 15 år, og erfaringen med at spille koncerter for børn fornægter sig ikke, når hun med legende lethed tager publikum på en uforglemmelig rejse. Med rytmer, der går direkte i blodet, og musikalske linjer lige til at smage på, er der langt op til en koncertoplevelse udover det sædvanlige.
Det er muligt at se klip fra Stine Michel og EventyrOrkestret på: http://youtu.be/HfX-N1zk_rg
Årets næstsidste forestilling bliver med Mr. Toons – også kendt som ”Den professionelle idiot”. Her bliver publikum præsenteret for fup og fiduser og naturligvis MEGABALLON-nummeret.
Årets onsdagsforestillinger afsluttes med et brag af en koncert med Ulla Abdullas Cocobongoband der spiller den anmelderroste Sille Krokodille-koncert.
Samlet program:
- Onsdag den 6. juli: Cirkus 3 med Charlie og Binalto
- Onsdag den 13. juli: Stine Michel og EventyrOrkesteret
- Onsdag den 20. juli: Mr. Toons
- Onsdag den 27. juli: Ulla Abdullas Cocobongoband
Om programmet
- Alle forestillinger foregår i Klosterhaven på den skrå plæne.
- Alle forestillinger starter kl. 11. Forestillingerne varer mellem 45-60 minutter.
- Målgruppe: Fra 3 år og opefter.
- Husk tæpper til at sidde på. Der er ikke bænke.
- I tilfælde af dårligt vejr flyttes forestillingerne til Ringsted Kulturhus, Søgade 3 (begrænset plads)