Mandag den 1. august kan administrerende direktør André Thomsen, Ringsted, fejre 25 års jubilæum hos Plastmo A/S.
André Thomsen har taget den klassiske karrierevej fra elev til direktør hos tagrendeproducenten Plastmo. Første skridt på karrierestigen blev taget, da han i 1991 blev ansat som kontorelev på hovedkontoret i Ringsted, hvor han fik sin grunduddannelse. I 1993 blev André ansat i indkøbsdelingen, og efter tre år blev han udnævnt til chef for indkøbs- og logistikafdelingen. Et job han varetog i en årrække, og som også indbefattede ansvar for kundeservice, lager og produktion.
Evnen til at skabe struktur og resultater har været omdrejningspunktet i André Thomsens karriere. Det var særligt disse egenskaber, han fik brug for, da han fra 2007 til 2010 var Supply Chain Manager. I denne periode blev byggebranchen ramt af finanskrisen, og det krævede en ekstraordinær ledelsesindsats at gennemføre tilpasninger og effektiviseringer i organisationen.
I 2011 blev André udpeget til administrerende direktør for Plastmo A/S og senere fulgte også ansvaret for Plastmo i resten af Norden.
Udover direktørposterne i Plastmo har André Thomsen en række bestyrelsesposter. I sin hjemby er han blandt andet medlem af Ringsted Erhvervsforums bestyrelse.
I fritiden nyder André samvær med sin kone og tre børn. Han er aktiv løber og en engageret festivaldeltager, der i mange år er taget med vennerne på festival i Roskilde og Skanderborg samt den lokale Ringsted Festival.
Jubilæet fejres på dagen – mandag den 1. august – i kantinen på Plastmo i Ringsted fra kl. 15-17, hvor kunder, samarbejdspartnere, familie og venner alle er velkomne.