Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 20-27. juli 2016.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Har du kendskab til forbrydelser, som ikke har politiets opmærksomhed, er du velkommen til at kontakte vores redaktion på mail: redaktion@dit-ringsted.dk
Nødlanding på flyveplads – Haslevvej
Kl. 1106 fik politiet via alarm 112 melding om, at et privatfly var nødlandet på Ringsted flyveplads. Politiet og redningsmandskab kørte til stedet, hvor det viste sig, at et privatfly af typen KZ3 fra 1943 med en 72-årig mand fra Greve som erfaren pilot var startet fra flyvepladsen kort forinden. Hans hustru var med i flyet som passager. Kort efter starten fik flyet motorproblemer, hvorefter piloten vendte om og foretog en “hård” og lidt skæv “nødlanding” på flyvepladsen. Herunder brød venstre landingshjul og -stel sammen, så flyet snurrede rundt om sig selv, inden det standsede helt. Andre dele på flyet fik skader som følge heraf. Begge personer i flyet fik nogle knubs på grund af den hårde landing, og pilotens hustru blev kørt til kontrol på skadestuen i Slagelse, men var sluppet uden egentlige skader. Politiet tilkaldte havarikommissionen for civil luftfart til at undersøge omstændighederne ved hændelsen nærmere.
Mistænkelig taske – Torvet
Kl. 1449 fik politiet en henvendelse fra en lokal borger, der havde undret sig over, at en taske havde stået efterladt i nogen tid på en bænk på Torvet ud for Sct. Hansgade. Politiet kunne konstatere, at der var tale om en attache-taske med en metalæske i. Af sikkerhedsmæssige årsager afspærrede politiet området omkring tasken og tilkaldte forsvarets sprængningseksperter (EOD) til at undersøge taske nærmere. Kl. 1645 havde EOD fået “gennemlyst” tasken, som indeholdt en tom dåse, hvorfor afspærringen blev ophævet. Det er uopklaret, hvem der havde stillet tasken på stedet.
Tricktyveri udviklede sig til røveri – Nørregade
Kl. 1510 fik politiet en henvendelse fra en chokeret, 77-årig kvinde fra Ringsted om et tricktyveri, der havde udviklet sig. Den 77-årige gik med sin rollator på Nørregade ved sygehuset, da hun blev kontaktet af en udenlandsk kvinde, der netop var steget ud af en udenlandsk bil. Kvinden spurgte om vej til apoteket og ville give en halskæde som tak for hjælpen. Offeret afslog, men kvinden insisterede på at give hende en halskæde på ved at presse hendes hoved forover. Det lykkedes at få offerets halskæde af, men hun holdt fast i den, medens den fremmede kvinde hev kraftigt og til sidst fik halskæden med sig, inden hun igen satte sig ind i bilen og forsvandt i ukendt retning. Offeret fik herved smårifter på en finger, da hun holdt fast i sin halskæde. Den voldsomme tricktyv blev beskrevet som: kvinde, udlænding, 40-50 år, kraftig af bygning, iført rød/grå/sortmønstret trøje, mørkegrå eller sorte bukser. Hun talte engelsk og kørte i en grå personbil med udenl andske nummerplader, hvor bageste nummerplade var gul og blev delvist aflæst som: WW920 samt yderligere tal. Bilen blev ført af en mand, og der var en dreng på forsædet.
Lokalpolitiet i Ringsted hører gerne fra vidner, der har bemærket bilen og kvinden i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Uro
Kl. 1849 blev anmeldt om uro ved en spillehal på Vibevej, hvor nogle unge lavede ballade. De kørte fra stedet, før politiet kom frem, men kl. 2131 var de retur, og denne gang fik politiet en snak med de unge om, hvordan man bør opføre sig. De blev lovet, at de ville blive anholdt, hvis de kom retur til stedet igen.
Lommetyveri/tricktyveri
Kl. 1140 flyttede en 56-årig kvinde fra Ringsted på sin handicappede mand, der skulle ind i parrets bil. en udenlandsk mand på 30-40 år henvendte sig og ville hjælpe med at få manden ind i bilen, hvilket kvinden fortalte den udenlandske mand. Da parret kom hjem fik hun en sms fra banken om, at dankort var forsøgt misbrugt, og det viste sig, at kortet var stjålet fra hende, formentlig i forbindelse med kontakten med den udenlandske mand. Kortet spærret, og der var ikke hævet på det.
Indbrud i perioden
Østre Parkvej, Ringsted
Kongensgade, Ringsted
Fluebæksvej, Benløse, Ringsted
Kærehavevej, Ringsted