Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 9-17. august 2016.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Har du kendskab til forbrydelser, som ikke har politiets opmærksomhed, er du velkommen til at kontakte vores redaktion på mail: redaktion@dit-ringsted.dk
Blufærdighedskrænkelse – tog mellem København-Ringsted
Kl. 0707 anmeldte en 26-årig kvinde fra Ringsted, at hun i toget fra København til Ringsted i tidsrummet kl. 0545-0615 havde sovet. På et tidspunkt vågnede hun, fordi to mænd gik forbi hende og sagde, at hun var smuk. Hun lagde sig atter til at sove, men blev igen vækket, da den ene mand befølte hende uden på tøjet på brysterne. Han blev skubbet væk, men han kyssede hende kort efter, hvorefter hun igen skubbede ham væk og råbte op. De to mænd forlod efterfølgende toget enten på Viby eller Borup station. Den påtrængende mand blev beskrevet som: A: Mand, Ikke etnisk dansker af udseende, 25-30 år, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Talte: gebrokkent engelsk, Iført: mørkt tøj. Politiet forsøger nu at få A identificeret ud fra eventuelle overvågningsfotos.
Genstand påkørt på motorvejen – Vestmotorvejen
Kl. 2304 fik politiet en anmeldelse fra en bilist, der under kørsel med ca. 100 km/t havde ramt en genstand ved afkørsel 36 Ringsted N. Bilisten – en 52-årig kvinde fra Hørve – kunne ikke oplyse, hvad hun havde ramt. Bilisten var efterfølgende standset på Holbækvej, Ringsted, hvor politiet kunne konstatere, at bilens frontrude havde en frisk og større skade, men ikke umiddelbart spor efter, hvad bilisten måtte havde ramt.
Da politiet i minutterne forinden denne anmeldelse havde fået flere opkald fra bilister om en formentlig spirituspåvirket mands gåtur på motorvejen, blev motorvejen afspærret for at gennemsøge strækningen mellem afkørsel 35 Ringsted Ø og afkørsel 36 Ringsted N for eventuelle tilskadekomne personer. Trods intensiv søgning i området med bl.a. politihunde fandt politiet heldigvis ikke nogen tilskadekomne personer, men heller ikke nogen effekter, der umiddelbart
kunne forklare skaden på bilistens frontrude. Motorvejen blev efter et par timers afspærring genåbnet for trafik.
Færdselsuheld – Vestmotorvejen
Kl. 1444 væltede en 43-årig mand fra Holbæk under kørsel på sin motorcykel ad motorvejen i østlig retning. Ved uheldet gled motorcyklen, hvorpå en 40-årig kvinde fra Dragør var passager, fremad og ramte bagende på en svensk bil ført af en 37-årig mand fra Sverige. Ulykken skete under kørsel ved vejarbejdet mellem Ringsted og Borup-afkørslen, da den forankørende bil bremsede, hvorefter motorcyklen gled i det våde føre. Passageren på motorcyklen blev i en tilkaldt ambulance bragt til kontrol på skadestuen i Køge til undersøgelse og eventuel behandling for diverse knubs. En skiltevogn afspærrede uheldsstedet, hvilket bevirket en ca. 2 km. lang kø frem mod uheldsstedet. Kl. ca. 1525 var der ryddet op, og motorvejen var farbar igen.
Tyveri fra kasseapparat – Køgevej
Kl. 2350 anmeldte personalet i en spillehal, at fire mænd, der havde opholdt på sig på stedet i nogen tid, havde stjålet penge fra kasseapparatet. To af de fire mænd havde bedt om hjælp til en spillemaskine i et tilstødende rum, hvor ekspedienten var gået ind. I mellemtiden havde de to øvrige mænd taget en pengekasse med kontanter i fra et skab. Herefter løb alle fire mænd fra stedet i ukendt retning. De to primære tyve blev beskrevet som mænd på 17-20 år, anden etnisk oprindelse end dansk, ca. 170 cm høje, almindelige af bygning, den ene iført gråt joggingsæt, den anden iført sort jakke og bukser. Patruljer, herunder en hundepatrulje, ledte efter de fire mænd i området, herunder efter pengekassen, men fandt hverken de fire mænd, pengekassen eller kontanterne i den. Politiet forsøger nu at få identificeret alle mænd for at få sagen opklaret.
Vold mod bilist – Sct. Hansgade
Kl. 2030 anmeldte en 34-årig mand fra Slagelse og en 37-årig mand fra Ringsted, at de ca. 10 minutter tidligere var blevet overfaldet på Sct. Hansgade, da de var standset i deres bil i lyskrydset ved Møllegade. Kort forinden var de kørt fra Tinggade ad Sct. Hansgade mod lyskrydset. I Sct. Hansgade var vejen spærret af to biler, der holdt ved siden af hinanden, medens personerne i bilerne flyttede effekter fra den ene bil til den anden. De to forurettede dyttede for at bede om at komme forbi, hvorefter den ene bil kørte fremad mod lyskrydset med de forurettede bagefter samt den anden bil til sidst. Da de alle holdt stille i lyskrydset, steg to-tre personer fra den forreste bil ud, hev de to forurettede ud og overfaldt dem med spark og slag i hovedet. Til stedet kom endnu en bil, hvis fører steg ud og deltog i overfaldet på de to forurettede. Da der var kommet endnu flere biler til stede i krydset, standsede de o verfaldet på de to mænd og kørte herefter fra i ukendt retning. De to overfaldne mænd anmeldte sagen og kørte til undersøgelse og behandling på skadestuen i Køge for mindre skader og hævelser. Politiet leder nu efter en blå Citroen personbil, som overfaldsmændene indledningsvist ud af, en sort personbil samt en sølvgrå/champagnefarvet personbil i et forsøg på at få identificeret de personer, som kørte i dem. De forurettede har ikke været i stand til at give en beskrivelse af overfaldsmændene.
Lokalpolitiet i Ringsted hører gerne fra vidner og de bilister, som kom til stedet under overfaldet, således at gerningsmændene stoppede og kørte fra stedet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Forsøg på røveri mod 13-årig dreng – Klosterparks Alle
Kl. 1230 henvendte en 13-årig skoledreng fra Store-Merløse sig sammen med sin mormor hos politiet for at anmelde et røveriforsøg mod ham tidligere på morgenen ved Outlet-centret. Den 13-årige var kommet til at tage en forkert bus på vej i skole og havnede i Ringsted ved Outlet-centret. Her skulle han have tiden til at gå, inden bussen gik retur mod Store-Merløse. Da han mellem kl. 0830-0900 gik på bagsiden af McDonald’s, standsede en lysegrå bil med ridser på siden ud for ham. Ud af bilen steg tre mænd, der henvendte sig til den 13-årige for kort efter at begynde at skubbe til ham og vælte ham rundt. De gennemsøgte hans skoletaske og hans lommer, men fandt intet af værdi af tage fra ham. Afslutningsvist fik den 13-årige et slag på kinden, inden de tre mænd kørte fra stedet i deres bil. Mændene blev beskrevet som: A: Mand, ca. 20-25 år, anden etnisk baggrund end dansk, kraftigt bygget, sort fuldskæg, iført sort hættetrøje med print, hætten var oppe, iført sorte bukser og kondisko; B: Mand, ca. 20-25 år, anden etnisk baggrund end dansk, tynd, bar sort hue og røg cigaret, havde skægstubbe, iført grå hættetrøje med tegn eller bogstaver på maven, blå Adidas-bukser med hvide striber og kondisko; C: Mand, ca. 20-25 år, anden etnisk baggrund end dansk, almindelig af bygning, kort hår, bar solbriller, iført hvid T-shirt og havde tatovering på venstre arm. Den 13-årige havde af fysiske skader kun en lettere rødmen på kinden, men var naturligt påvirket af hændelsen i øvrigt. Politiet forsøger nu at få identificeret de tre mænd og deres bil.
Lokalpolitiet i Ringsted hører gerne fra personer, der har været i området og bemærket overfaldet på den 13-årige, eller som kan give oplysninger om bilen eller de tre mistænkte. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Udenlandsk mand hjemløs – Tjørnedalsvej, Slimminge, Ringsted – Køge
Kl. 0954 bad en lokal borger fra Slimminge om politiets hjælp til en udenlandsk mand, som han havde truffet på stedet. Manden talte lidt i vildelse og kunne ikke oplyse egne generalia, ligesom han heller ikke kunne forklare, hvor han “boede”. Politiet fik kontakt med manden, der ikke havde nogen identitetspapirer på sig, ligesom sparsomme oplysninger om ophold på en campingplads i Faxe-området heller ikke kunne bekræftes. Til sidst måtte politiet frihedsberøve manden med henblik på at finde frem til mandens identitet og opholdssted i Danmark. Politiets udlændingeafdeling arbejder nu videre med opgaven.
Stenkast mod rude – Dagmarsgade
Kl. 1938 fik politiet en anmeldelse om, at der var kastet en sten mod en rude i et hus af en ung mand. Politiet kørte til stedet og fik kontakt til en 16-årig ung mand fra Ringsted. Ruden var ikke gået i stykker, men havde dog fået en lille ridse, som husejeren ikke krævede erstatning for. Den 16-årige blev derfor kørt hjem til sine forældre, som blev orienteret om sønnens mindre hensigtsmæssige adfærd. Årsagen til stenkastet kendes ikke. Politiet foretager sig ikke yderligere i sagen.
Mand på fremmed cykel – Roskildevej
Kl. 1530 kontaktede en 18-årig kvinde fra Ringsted politiet, fordi en fremmed mand havde taget hendes cykel. Hun fulgte nu efter manden, som politiet kort efter fik kontakt til. Der var tale om en mand, der havde en vildfarelse om, at cykler med et mærkat fra et bestemt forsikringsselskab skulle afleveres til det pågældende forsikringsselskab. Da der var et sådant mærkat på den 18-åriges cykel, havde manden taget den med sig. Han ville ikke oplyse sit navn til politiet, som derfor kortvarigt måtte frihedsberøve ham til fastlæggelse af hans identitet. Han blev senere på eftermiddagen identificeret som en 51-årig mand fra Ringsted, der af personlige årsager ikke blev sigtet for noget i anledning af denne sag. Den 51-årige blev efterfølgende kørt hjem til sin bopæl med en formaning om, at man ikke måtte tage andres cykler uden ejerens tilladelse.
Indbrud i perioden
Signalet, Ringsted
Fynsgade, Ringsted
Præstevej, Benløse, Ringsted