“Det er år 1250 og Erik har været konge i knap 10 år. Erik er lidt stridslysten og han har konflikter med både kirkens overhoveder, de adelige og en af tidens største og mest magtfulde slægter – Hviderne. Han kæmper mod sine naboer mod syd og mod sine egne brødre, Abel og Christoffer.”
På Middelalderfestival i Ringsted i dagene 19. – 21. august kunne man følge kampene på tætteste hold i Dei Gratias optrædener rundt omkring på festivalpladsen, i kirken og i Kongelejren.
Det hele endte med et brodermord. Erik blev slået ihjel. Ikke af Abel, men af en mand sendt af Abel !
Det var dramatiske ting, man kunne opleve på festivalen, men heldigvis var det hele kun for sjov.
De mange besøgende kunne også købe alverdens ting og sager i tro middelalderkopi, bl.a. hos kurvemagere, ildsmede, smykkekunstnere, lædersmede, modehandlere, kloge koner og meget mere.
Man kunne også møde tiggere, munke, grædekoner, gøglere og musikanter og der var både gadeteater, kamptræning og rettergang.
Børnene kunne gætte i hønseskidning, prøve lerkunst, deltage i kampe og meget andet.
Og så var der masser af madsteder, hvor man bl.a. kunne købe en halv meter pølse.
Middelalderfestivalen var arrangeret af Ringsted Museum og Arkiv, en del af Museum Vestsjælland, med økonomisk og praktisk tilskud fra en masse borgere, erhvervsdrivende, foreninger, menighedsråd og præster, samarbejdspartnere i Ringsted Kommune osv. osv. Og så en hel masse frivillige, ikke at forglemme.
[slideshow_deploy id=’46367′]