ringsted-kommune-300x207Byens unge indtager Byrådssalen til Ringsted Natten

Det oplyser Ringsted Kommune i pressemeddelelse og fortsætter:

Til Ringsted Natten den 26. august 2016 sætter Ringsted Ungdomsforum (RUF) i samarbejde med kommunen og elever fra Ringsteds skoler fokus på unges muligheder for at deltage i demokratiet. Det sker ved et ungdomsbyrådsmøde, hvor omkring 20 unge indtager Byrådets pladser i Byrådssalen. De unge skal træffe beslutning om, hvilken ungdomsaktivitet, der skal realiseres for i alt 25.000 kr. Borgmester Henrik Hvidesten vil være ordstyrer ved ungdomsbyrådsmødet.

Ungdomsbyrådsmødet ligger også godt i tråd med, at Ringsted i år er UNICEF By. Aktiviteten sætter fokus på FN’s børnekonvention, der bl.a. handler om børns ret til at have medbestemmelse og til at udtrykke meninger (artikel 12 og 13 i FN’s Børnekonvention).

Hvad skal besluttes?

Det skal være sjovere at være ung i Ringsted. Derfor besluttede Byrådet i forbindelse med budgetlægningen sidste år at etablere en pulje på 200.000 kr. til fremme af ungdomskultur og ungdomsliv i Ringsted. Puljen administreres af Ringsted Ungdomsforum (RUF), som har besluttet at bruge 25.000 kr. af puljen til et projekt, som ungdomsbyrådet beslutter til Ringsted Natten.

Tid og sted

Alle er meget velkomne til at overvære ungdomsbyrådsmødet på Rådhuset. Mødet starter kl. 18.30 i Byrådssalen på første sal. Mødet varer ca. en time.

Bilag:

  1. Sag til Ungdomsbyrådsmøde
  2. Oversigt over indkomne forslag