Naturens dag 11.09_DSC_0345Naturens dag byder søndag den 11. september på et væld af aktiviteter i Ringsted. Og der er gratis busser, så det er nemt at komme frem og tilbage.

Dagens aktiviteter foregår i Kværkeby Fuglereservat, Kærehaveskov, Vrangeskov, i Allindelille Fredsskov og i Lille Bøgeskov. De er arrangeret af en række lokale skovejere, foreninger, private og Ringsted Kommune, og der er gratis bus fra Ringsted Station til alle arrangementerne og tilbage igen. Du kan se busplanen på www.ringsted.dk.

Dagen starter for de mindre børn i selskab med voksne i enten Kværkeby Fuglereservat kl. 10.00 eller i Kærehaveskov kl. 9.30. I Kværkeby Fuglereservat kan de fange små dyr i vandet eller se på fugle og lignende. I Kærehaveskov starter arrangementet med morgenmad, og bagefter kan børnene skære træfugle, gå en tur i skoven med skovejeren, høre om skovens dyr eller klatre i træer.

Naturens dag 11.09_DSC_0720Fra kl. 12.00 til 15.00 fortsætter resten af dagen for de lidt større børn og barnlige sjæle i Vrangeskov. Her vil der være mulighed for at lave skovmedaljer og snobrød, ride på hest og i hestevogn eller prøve en mountainbike. Du kan også sejle i kano eller fiske i søen, lære at beskære træer, file din motorsav eller dyrke Yoga i skoven. Endelig vil der være en udstilling om skovens dyr, og du kan købe vildtpølser til frokost.

I Allindelille Fredsskov vil det fra kl. 13.00 være muligt at prøve at slå hø med le. Klokken 14.00 vil der også være en guidet tur i skoven.

Dagen slutter af i Lille Bøgeskov kl. 15.15, hvor du kan høre om, hvordan man bruger skoven til at forebygge stress. Her kan du også høre mere om DTU´s klimaforskning – det er kl.15.15 og kl.16.15.

Naturens dag 11.09_DSC_0538Praktiske informationer:
Der er et begrænset antal p-pladser ved de forskellige arrangementer. Derfor opfordrer arrangørerne til at tage cyklerne eller den gratis bus fra Sporvejsmuseet. Bussen kører fra Ringsted Station hele dagen, nogle enkelte afgange kan man tage fra det ene arrangement til det andet uden at skulle over Ringsted Station – tjek busplanen på www.ringsted.dk. Af samme grund skal man parkere på Haraldstedvej, hvis man tager bilen til Vrangeskov, da adgangsvejen ned til Haraldsted 130, vil være spærret for biltrafik.