Ringsted Kommune og Arbejdernes Landsbank vil fortsat undervise skoleelever i privatøkonomi

Henrik Harder
Henrik Harder

Ringsted Kommune og Arbejdernes Landsbank indgik sidste år en aftale, der blandt andet skulle sikre kommunens børn og unge en større viden om privatøkonomi. Det har været en så stor succes, at de to parter er blevet enige om at forlænge samarbejdet med endnu et år, så det nu løber til august 2017.

Den oprindelige aftale, som de to parter altså nu forlænger, blev indgået sidste år som en del af implementeringen af folkeskolereformen, der blandt andet skal sikre et øget samarbejde mellem de lokale folkeskoler og det omkringliggende samfund.

Ifølge direktør for skoleområdet i Ringsted Kommune, Henrik Harder, har samarbejdet været en stor succes.
”Vi har fået rigtig god respons fra forældre og elever på forløbet sidste skoleår, hvor der blev afholdt stormøder med fokus på trivsel, og vores elever blev undervist i privatøkonomi, så det glæder mig, at Arbejdernes Landsbank igen i år vil være med”, siger han.

Også Filialdirektør i Arbejdernes Landsbank Helle Høgsbjerg Bang er glad for den forlængede samarbejdsaftale:
”Vi ved, hvor vigtigt det er for ens fremtidige privatøkonomi, at man kommer godt fra start som ung, og at man undgår nogle af de økonomiske fælder, vi desværre ser unge ryge i fra tid til anden. I Arbejdernes Landsbank er vi rigtig glade for, at vi fortsat kan være med til at bakke op om børn og unge i Ringsted Kommune og derigennem bidrage til, at alle børn og unge kommer godt fra start”, siger hun.

Bankrådgivere skal undervise i privatøkonomi

Helle Høgsbjerg Bang
Helle Høgsbjerg Bang

Helt konkret betyder forlængelsen af aftalen, at alle

9. klasser i kommunen i løbet af dette skoleår vil få besøg af en bankrådgiver fra Arbejdernes Landsbank, som over tre matematiktimer vil lære dem om budgetlægning, lånetyper og privatøkonomi – og på den måde klæde dem på til, at de en dag flytter hjemmefra.

Ti-dobbelt verdensmester fortæller om potentiale
Ringsted Kommune og Arbejdernes Landsbank afholder også et stormøde for alle forældre i kommunen, elever i 6. til 10. klasse samt personale på kommunale dagtilbud og skoler. Her vil den tidobbelte verdensmester og olympiske sølvvinder i kanoroning, Arne Nielsson, med sit oplæg ”Ved du, hvem du er?” sætte fokus på, hvordan man kan udnytte sit eget og andres potentiale bedst muligt.

Desuden stiller Arbejdernes Landsbank en førstehjælpsinstruktør til rådighed, så tre af kommunens klasser kan få et to-timers førstehjælpskursus.

Fakta om samarbejdet

  • Samarbejdet løber som udgangspunkt til august 2017
  • Kunderådgivere fra Arbejdernes Landsbank skal undervise kommunens 9. klasser i privatøkonomi.
  • Aftalen indebærer et årligt stormøde for elever og forældre i kommunens overbygningsskoler. Arbejdernes Landsbank finansierer oplægsholdere, mens Ringsted Kommune afholder udgifter til lokaler.