Elever og kollegaer på MSG Ringsted mistede lørdag den 22. oktober lærer og kollega, da Eline Holmegaard døde pludseligt og uventet.

Undervisningen på skolen blev aflyst resten af dagen, da man fik den triste nyhed.

Herunder er rektor på MSG Lene Eilertsens mindeord, der kan læses på MSG Ringsteds Facebookside. Dit Ringsted kondolerer.


eline-holmegaardMINDEORD om Eline Holmegaard.

Lørdag den 22. oktober døde Eline Holmegaard helt uventet og til stor sorg for alle på skolen. Eline blev ansat på det tidligere Haslev Gymnasium i 1988, hvor hun underviste med stor grundighed og enorm faglig viden i fagene engelsk og spansk. Faglighed og grundighed var for Eline hjørnestene i virket som gymnasielærer. Hun brændte for sine fag og ville have, at eleverne blev så dygtige, at de kunne nyde og glædes ved litteraturen, sprogene og deres kultur.

Hun brændte også for at kollegaer på skolen skulle have det godt, og hun tog imod med åbne arme, når der blev ansat nye kollegaer på MSG. Hun viste omsorg, og vi vil savne Elines omsorgsfulde blik og opmærksomhed på andres trivsel.

Eline fungerede også som studievejleder gennem mange år, og her var elevernes trivsel i højsædet. Hun var opmærksom på eleverne og hjalp, men forlangte også at eleverne skulle tage ansvar og vare på deres eget liv. Eleverne var betydningsfulde for Eline, og hos Eline var der altid tid.

Vi har i dag mistet et af skolens fyrtårne, og vi ærer hendes minde.

Lene Eilertsen
Rektor


/ht