ZBC skolepraktik passer genbrugsbutikZBC skolepraktikanter hjælper Kræftens Bekæmpelse

I skolepraktikken på ZBC i Ringsted er et samarbejde med den lokale genbrugsbutik ren win-win. Eleverne får anderledes og relevant erhvervserfaring, og samtidig hjælper de med at samle penge ind til det store arbejde, som Kræftens Bekæmpelse gør.

For de detailelever det ikke lykkes at finde en praktikplads, tilbyder ZBC skolepraktik, hvor eleverne administrer og passer skolens Ubuy butik. Men nu får skolepraktikanterne også en helt ny type erfaring ved at passe Kræftens Bekæmpelses lokale genbrugsbutik, hvilket både er relevant og meningsfyldt for eleverne.

Eleverne er rigtig glade for, at de har fået denne mulighed. Sara Hoffman, der er i gang med uddannelsen Detailhandel med specialer, fortæller:

”Det er rigtig sjovt at komme lidt ud i det virkelige liv, hvis man kan sige det sådan. Det er en helt anden type kunder, der er her i forhold til butikken på skolen. Vi har mange flere muligheder for at lave udstillinger, tilbud osv.”

ZBC og kræftens Bekæmpelse har indgået et samarbejde, hvor skolepraktikanterne passer butikken sammen med de frivillige. Eleverne får derfor mulighed for at udvikle deres kompetencer inden for bl.a. butiksudsmykning og kundeservice. Samtidig hjælper de til med at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse, så dette samarbejde er på alle måder noget, der gavner alle.

”Vi er rigtig glade for samarbejdet med Kræftens Bekæmpelse. Det er enormt meningsfuldt for eleverne, at det arbejde de gør virkelig betyder noget. Ikke nok med at de skal sørge for at butikken får solgt så meget som muligt, så går overskuddet også til et godt formål. Og så er jeg jo rigtig glad for, at mine elever kan få noget ekstra og anderledes erfaring, mens de er i skolepraktik,” fortæller skolepraktikinstruktør i Ringsted Aske Lundstrøm.

/Pressemeddelelse ZBC