Forberedelserne til omdannelsen af Torvet er så småt i gang. I denne uge lukkede Café Valdemar, og inden længe bliver bygningen flyttet, så etableringen af det nye torv kan komme i gang. Men hvor går man så hen, hvis man har behov for et toilet, mens man er på indkøb eller går tur i bymidten?

Tidligere har borgerne kunne benytte de offentlige toiletter, der lå i samme bygning som Café Valdemar. Men mens Torvet bliver bygget om, vil der ikke være adgang til toiletter på Torvet.

To muligheder for at benytte toiletter i bymidten
Mens ombygningen af Torvet står på, henviser Ringsted Kommune borgerne til at benytte de offentlige toiletter ved legeplansen i Klosterlunden. Her er der også adgang til handicaptoiletter.

Ringsted Kommune har derudover indgået en aftale med Café Skema om, at borgerne er velkommen til at benytte caféens toiletter, også selvom de ikke er kunder i caféen. Café Skema ligger i kælderen under Postgården på Nørregade 2. Her er der adgang via trappe, og derfor er toiletterne her ikke handicapvenlige.

Når den nye torvebygning står færdig, bliver der igen adgang til offentlige toiletter på Torvet.

/Pressemeddelelse Ringsted Kommune