Forløsningen var vild, da Mathias Glass langt inde i overtiden sendte Benløse i DM-finalen med sin scoring til 5-4 i den 3. DM-semifinale, der blev spillet lørdag eftermiddag i Sunds. Dermed er holdet fra Ringsted klar til kampen om guldet, der spilles lørdag den 20. maj i Dansk Kabel TV Arena.
Det så ellers sort ud efter anden periode. Benløse var bagud 3-1 på den svære udebane i Sunds efter scoringer fra hjemmeholdets ustoppelige duo, Mikkel Skov og Søren Holm. Benløses enlige mål stod Frederik Pil for.
Afgørelse i overtid
Men tredje periode blev Benløses. Tim Jannerup reducerede og Joel Berg udlignede før Jannerup med sit andet mål bragte Benløse på sejrskurs. En udvisning til Benløses Mathias de Fries, der på dagen også var fødselar (25), gav Sunds chancen i overtal, og den tog Søren Holm sig kærligt til 4-4.
Så røg kampen i overtid, akkurat som den 2. semifinale. Både Benløse og Sunds havde hver sin mulighed i overtal, men de blev ikke udnyttet til at score det afgørende mål.
I stedet tog Benløse time out et minuts penge efter at have afværget sin udvisning til Joel Berg, og 12 sekunder senere havde topscorer Mathias Glass sendt kuglen i nettet på assist fra netop Berg. Det mål betyder en plads i DM-finalen lørdag den 20. maj kl. 18.30 i Dansk Kabel TV Arena.
– Det var en stor forløsning. Vi har kæmpet for det her hele sæsonen, og vi har meldt ud, at vi vil i den finale og går efter guldet. At finalen bliver spillet i Ringsted har lagt yderligere pres på os, men nu er vi der, og vi vil gøre alt for at vinde, sagde cheftræner Jens Hagbarth efter kampen.
Han sendte i øvrigt en stor tak af sted til de 40-50 medrejsendefans, der gav enorm opbakning i Sunds.
Superfinale lørdag den 20. maj
DM-finalen bliver mod Rødovre og er rosinen i pølseenden på den store Superfinale-dag, der byder på bronzekampe og DM-finaler for damer og herrer. Desuden er der stævne for de yngste (SuperkidzLiga 6-11 år) og for de ældste (Super 60+ for de mange nystartede 60+ hold).
Dagen byder også på streetfloorball, hoppeborg og konkurrencer, så der er al mulig grund for at kigge forbi Ringsted Sportcenter.
Medaljekampe
Kl. 10.00: Bronzekamp, damer: Hvidovre mod Copnehagen eller Århus
Kl. 12.30: Bronzekamp, herrer: Vendsyssel mod Sunds
Kl. 15.30: Finale, damer: Aalborg mod Copenhagen eller Århus
Kl. 18.30: Finale, herrer: Benløse mod Rødovre
Andre aktiviteter på dagen
Kl. 9.30-15; Streetfloorball, hoppeborg mv. på P-pladsen foran Ringsted Sportcenter
Kl. 10-14: SuperKidzLiga, stævne for drenge og piger 6-11 år
Kl. 13-15: Super6+, stævne for 60+ hold
Læs mere på www.superfinale.dk. Billetter til medaljekampene kan købes på www.superfinalen.safeticket.dk og koster fra 25,- til 100,- kr. Arrangørerne forventer udsolgt i Dansk Kabel TV Arena.
På dagen holder Ringsted Kommune i øvrigt også den årlige sundhedsdag lige rundt om hjørnet foran Ringsted Svømmeland.
/Pressemeddelelse Benløse Floorball Club