Ringsted Kommune ansætter den 46-årige Thorbjørn Fangel som ny chef for Teknik- og Miljøcentret. Han tiltræder stillingen 1. april 2015 og får bl.a. ansvaret for områder som natur, miljø, klima, fysisk planlægning og virksomhedsgodkendelser.
Thorbjørn FangelThorbjørn kommer fra en stilling som chefkonsulent for strategi og innovation i Naturstyrelsen under Miljøministeriet. Han har i Naturstyrelsen ligeledes fungeret som vicedirektør med ansvar for bl.a. styrelsens samlede økonomi- og stabsfunktioner. Tidligere har han også været vicedirektør i Miljøstyrelsen samt centerdirektør i Miljøcenter Roskilde og plan- og virksomhedschef i Miljøcenter Århus – begge under den daværende By- og Landskabsstyrelse.
Hos Ringsted Kommune ser direktør på det tekniske område, Johnny Hauskjold Christensen, Thorbjørn Fangel som en stor gevinst og glæder sig til et spændende samarbejde:
”Vi har store forventninger til, at Thorbjørn med sin faglige ballast og ikke mindst stærke ledelsesmæssige profil kan føre Teknik- og Miljøcentret ind i en ny fremtid med fokus på at realisere kommunens mål og vision samt den fortsatte udvikling af kommunens service over for både virksomheder og borgere.”
Thorbjørn Fangel har en kandidatgrad i statskundskab fra Aarhus Universitet og en bachelor i Biologi. Derudover har han flere uddannelser i ledelse bag sig – blandt andet i anerkendende ledelse og ledelsescoaching.
Den erfarne miljømand og leder ser frem til at komme i gang med de nye udfordringer i Ringsted Kommune:
”Jeg glæder mig utrolig meget til at blive en del af holdet i en visionær og driftig kommune som Ringsted. I Teknik- og Miljøcentret skal vi i de kommende år videreudvikle arbejdet med at skabe nye og innovative rammer for vækst og udvikling samtidig med, at vi sikrer natur, miljø og klima”, siger Thorbjørn Fangel.
Privat er Thorbjørn gift og har tre børn.