Fredag morgen – 8. september fra kl. 7-9 – kan du få Verdens Bedste Nyheder ved Ringsted Station og Dagmarskolen som del af den landsdækkende event Verdens Bedste Morgen.
Den lokale virksomhed Leg med IT uddeler i samarbejde med Verdens Bedste Nyheder og elever fra 6. årgang på Dagmarskolen postkort og en avis med konstruktive nyheder om fremskridt i udviklingslandene og løsninger på globale udfordringer.
Det skriver Leg med IT i en pressemeddelelse.
Eleverne har inden fredagens event modtaget undervisning i Verdensmålene for at klæde dem på til at bidrage til at målene bliver nået.
Årets hovedhistorie er, at vi har fået en “Generation Verdensmål”. Det er den nye generation af verdensborgere, der i disse år vokser op med Verdensmålene. Det er nemlig de unge og generationerne efter dem, der for alvor skal leve med konsekvenserne, hvis vi ikke formår at tackle nogle af klodens største udfordringer.
Derfor har FN med Verdensmålene besluttet, at vi senest i 2030 skal have udryddet ekstrem fattigdom, mindsket den globale ulighed og bremse klimaforandringerne.
De unge, der er født omkring årtusindeskiftet bliver ofte betegnet som ‘generation Z’. Men måske burde vi kalde dem ‘Generation Verdensmål’.
Især mange udviklingslande har de største ungdomsgenerationer nogensinde, og hvis de mange unge ikke kan skabe sig en fremtid i deres egne lande, rejser de efter bedre muligheder. Men presset kan også bruges til demokratisk forvandling.
Siden 2011 har unge protesteret mod vold, ulighed, korruption og magtmisbrug i en lang række lande, blandt andet Brasilien, Sydafrika, Indien og Tunesien. Nogle af protesterne har ført til forandringer. For eksempel i Gambia, hvor det lykkedes at afsætte en diktator ved et fredeligt valg.
Verdensmålene er en ambitiøs plan, men vi er heldigvis allerede nået et stykke af vejen. Siden 1990 er andelen af verdens befolkning, der lever i ekstrem fattigdom, mindsket med næsten 70 procent. Nu skal vi helt i mål. Derfor skal alle – også danskerne – kende de nye Verdensmål.
Jo flere der kender til målene, jo flere er med til at sikre, at vores politiske ledere levere på dem. Og jo flere der ved, hvilke fremskridt og løsninger verden byder på, jo flere kan bidrage til, at de bliver ført ud i livet.
Derfor går flere end 2000 frivillige på gaden i hele landet og uddeler Verdens Bedste Nyheder til danskerne. Verdens Bedste Nyheder er et uafhængigt medie for konstruktiv journalistik, der er stiftet af FN, de danske udviklingsorganisationer og det danske erhvervsliv i fællesskab.