Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet fra den 13. november til den 21. november 2017.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Tricktyveri – Roskildevej, Ortved, Ringsted
Mandag kl. 13.50 anmeldte et par på 70 og 71 år fra Ringsted, at de kort forinden i deres gadebod var blevet kontaktet af to fremmede mænd, der var ankommet i en bil med rumænske nummerplader. Den ene mand havde henvendt sig i gadeboden, hvor han købte nogle varer. Den anden mand havde sneget sin ind i huset, hvor han blev overrasket af den kvindelige beboer. I forbindelse med betaling for varerne fik manden skabt så meget forvirring, at sælger var blevet snydt for 300 kr. Mændene var herefter kørt fra stedet i bilen med rumænske nummerplader.
Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Ringsted
Søndag kl. 1800 fik politiet melding om et uheld på motorvejen i det vestgående spor, hvor en part fra et uheld kl. ca. 1745 var flygtet fra en påkørsel af en anden bilist. En 62-årig mand fra Brande kørte i sin varebil i vestlig retning, da han blev overhalet af en anden bilist. Denne bilist trak efter overhalingen for hurtigt mod højre, så bilisten ramte venstre forhjul/-skærm. Ved påkørslen punkterede varebilens venstre forhjul, så den 62-årige nåede ikke at registrere andet vedrørende modparten, at dennes to røde baglygter forsvandt i mørket. Ingen til skade ved uheldet, og politiet fandt ikke skadevolderen efterfølgende.
Lokalpolitiet i Ringsted hører gerne fra trafikanter, der har bemærket noget i forbindelse med uheldet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Varetægtsfængsling – Røveri mod supermarked – Kaserne Alle, Ringsted
Fredag kl. 11.00 blev en 18-årig mand fra Valby fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde som sigtet for meddelagtighed i røveriet mod supermarkedet Rema 1000, Kaserne Alle, Ringsted, onsdag eftermiddag. Grundlovsforhøret sluttede med, at den 18-årige blev varetægtsfængslet foreløbig til den 30. november 2017. En 17-årig ung mand fra Ringsted blev dagen før også varetægtsfængslet i røveri-sagen.
Anholdelse – Røveri mod supermarked – Kaserne Alle, Ringsted
Torsdag kl. 11.15 anholdt politiet en 18-årig mand fra Valby som mistænkt for meddelagtighed i røveriet, der blev begået af en 17-årig ung mand fra Ringsted onsdag d. 15.11.17 om eftermiddagen. Ved efterforskning i sagen fik politiet mistanke om, at den 17-årige ikke havde været alene om røveriet, og at den 18-årige skulle have haft en rolle i forbindelse med flugten efter røveriet. Den 18-årige blev således eftersøgt og torsdag formiddag fundet på en adresse i Ringsted, hvor han blev anholdt udramatisk. Også han fremstilles i grundlovsforhør i dag fredag kl. 11.00 ved Retten i Roskilde med krav fra anklagemyndighedens side om varetægtsfængsling. Da det første grundlovsforhør i går torsdag mod den 17-årige blev afholdt for lukkede døre, kan politiet ikke oplyse yderligere om sagen.
Lokalpolitiet i Ringsted hører stadig gerne fra vidner, der måtte havde befundet sig i området ved supermarkedet Rema 1000 på gerningstidspunktet onsdag eftermiddag. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Anholdelse – Røveri mod supermarked – Kaserne Alle, Ringsted
Onsdag kl. 14.39 fik politiet via alarm 112 en anmeldelse om et røveri, hvor en knivbevæbnet røver havde truet sig til kassebeholdningen. Røveren var herefter flygtet fra stedet til fods, men blev forfulgt af personalet til et grønt område ved Vestmotorvejen, hvor røveren gemte sig i noget buskads. Personalet holdt stedet under observation i behørig afstand, indtil politiet kom frem og kl. 14.45 kunne anholde en 17-årig ung mand fra Ringsted for røveriet. Han havde stadig udbyttet på sig, og den anvendte kniv blev fundet bortkastet i nærheden af anholdelsesstedet. Den anholdte er fortsat i politiets varetægt og vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde kl. 11.00.
Lokalpolitiet i Ringsted hører gerne fra personer, der måtte have gjort observationer i forbindelse med røveriet og røverens flugt fra stedet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Forsøg på tyveri fra solcenter – Nørregade, Ringsted
Onsdag kl. 22.04 fik politiet en henvendelse fra ejeren af et solcenter, som via noget overvågning kunne se tre hætteklædte personer i solcentret i færd med at bryde vekselautomaten op. Politiet kørte med flere patruljer, herunder en hundepatrulje, til området for at lede efter de tre mistænkte, som ifølge et vidnet var set løbe fra stedet kort før politiets ankomst.
Politiet eftersøgte nu de tre mænd i byen og fik herunder kontakt til et andet vidne, der havde set tre unge mænd løbe ind i en baggård ved krydset Bøllingsvej-Skolegade kort forinden. Her traf politiet så de tre unge mænd og kunne kl. 22.25 anholde to mænd på 18 år fra Ringsted og en 19-årig mand fra Køge. De anholdte fik ikke noget udbytte ved tyveriforsøget, da de med en medbragt vinkelsliber forsøgte at skære vekselautomaten op. Vinkelsliberen fandt politiet gemt i den baggård, hvor de tre blev anholdt. Alle tre blev sigtet for forsøg på tyveri, afhørt til sagen og løsladt i løbet af natten. Alle vil høre nærmere fra politiet, når sagen mod dem skal afgøres.
Politiet vil gerne benytte lejligheden til både i denne sag og i forbindelse med røveriet mod supermarkedet, Kaserne Alle, Ringsted, tidligere på dagen til at takke for borgernes hjælp. Uden gode vidneobservationer ville politiet ikke så hurtigt kunne pågribe personer efter begåede forbrydelser som i disse to sager, der dermed blev hurtigt opklaret.
Indbrud i perioden
Kløvermarken, Farendløse, Ringsted
Adamshøjvej, Kværkeby, Ringsted
Skovbakken, Ringsted
Signalet, ringsted
Bredagervej, Vigersted, Ringsted (2 steder)
Rusgårds Bakke, Vigersted, Ringsted