Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet fra den 4. december til den 12. december 2017.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Ringsted.

Lørdag kl. 15.21 skete et færdselsuheld i vestgående retning på motorvejen. Uheldet førte til, at bilen endte i autoværnet. Føreren af personbilen, en 21-årig mand fra Høng, var påvirket af narkotika og fik derfor udtaget en blodprøve. Motorvejen var kortvarig spærret som følge af oprydningsarbejdet.

Forsøg på tyveri fra beboelse – Benløse, Ringsted

Torsdag kl. 10.30 kom en udenlandsk mand til en adresse på Ydunsvej, hvor manden, der var iført arbejdstøj, forsøgte at komme ind.

Den 71-årige kvindelige beboer på stedet opfattede straks situationen som et forsøg på tricktyveri, og hun sørgede for, at manden ikke kom ind på adressen. Manden forsøgte at overbevise kvinden om, at hun havde en vandskade. Det lykkedes ikke. Manden kørte fra stedet i en gammel gul tidligere postbil.

Det lykkedes ikke politiet at få fat i manden.

Færdselsuheld – Ringsted.

Onsdag kl. 12.20 skete et færdselsuheld på Næstvedvej ved Bragesvej, hvor en 64-årig mand fra Karrebæksminde kørte ad Næstvedvej, hvor han mistede herredømmet over sin bil og ramte en lygtepæl og endte i grøften. Årsagen til uheldet var formentlig, at den 64-årige havde for lavt blodsukker. Han var ikke påvirket af spiritus.

Overtrædelse af fyrværkeriloven – Ringsted.

Onsdag kl. 23.57 ransagede politiet en bil på Køgevej, hvor der blev fundet tre kanonslag. Ejeren, en 20-årig mand fra Ringsted, havde yderligere kanonslag på sin adresse. Han blev i alt fundet i besiddelse af ni kanonslag, og han blev i den forbindelse med sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven.

 

Indbrud i perioden
Klosterparks Alle, Ringsted
Kærup Parkvej, Benløse, Ringsted
Skovgården, Ringsted
Ahorn Alle, Ringsted
Toften, Benløse, Ringsted (2 steder)
Lokesvej, Ringsted
Diget, Ringsted