Jan Drøscher, Censea Consulting

Der findes mange regler og krav for, hvordan virksomhedens regnskab skal udføres, og iværksættere og mindre virksomheder kan blive usikre på, om de gør det korrekt.

Køge Erhvervsservice og Ringsted Erhverv tilbyder derfor et regnskabskursus, hvor Jan Drøscher fra Censea Consulting hjælper med at skabe sammenhæng mellem regnskabet og styringen af økonomien.

Kurset er for både nystartede, iværksættere og mere erfarne erhvervsdrivende. Det kræver ingen forudgående kompetencer inden for regnskab. Virksomheder fra både Køge og Ringsted kommune er velkomne til at deltage.

På kurset kommer deltagerne rundt om emner som krav og regler for regnskaber, årsopgørelse, budgetter og økonomistyring. Derudover lærer deltagerne, hvordan man bogfører i et regnskabsprogram. Selve undervisningen kommer til at bestå af oplæg og øvelser. Der vil derfor være rig mulighed for at prøve kræfter med den lærte viden og stille spørgsmål.

Erfaren underviser
”Kurset giver deltagerne vished om, at der er orden i papirerne og tallene. De får redskaber til at få tjek på regnskabet – lige fra de enkelte bilag over månedsregnskaber til moms og årsregnskaber. Kurset skaber dermed et økonomisk overblik, som gør deltagerne i stand til at tage del i styringen af virksomhedens økonomi”, fortæller Jan Drøscher, som er ejer af Censea Consulting.

Jan Drøscher har mere end 15 års erfaring inden for regnskab og økonomistyring – både fra sin tid som erhvervsrådgiver i Nordea og fra mange år som controller og regnskabschef. I 2013 stiftede han virksomheden Censea Consulting, hvor han rådgiver kunder i forhold til bogføring og økonomi, og forbereder virksomheder til møder med eksempelvis banker og revisorer. Han har derfor bred erfaring med at vejlede og forklare økonomi på et niveau, hvor alle kan være med.

Tid og sted
Kurset starter tirsdag den 26. maj, og løber over de tre efterfølgende tirsdage fra kl.18:00 til 21:30 på Galoche Allé 15, 1. sal i Den Hvide By.

Kurset koster 800,- kr. inkl. forplejning og materialer.

Tilmelding
Du kan tilmelde dig på www.koegeerhvervsservice.dk under Kalenderoversigt senest d. 22. maj, og under Kurser ligger programmet for kurset.